Wayne Shorter, den store amerikanske saxofonlegende, spiller ikke på Årets Copenhagen Jazz Festival.
Men det gjorde resten af hans kvartet søndag. Lyder det som en antiklimaks?
Det var det på ingen måde. Tværtimod.
Philly-dreng er en ægte bassisternes bassistSammen med Shorter udgør pianisten Danilo Pérez, bassisten John Patitucci og trommeslageren Brian Blade Wayne Shorter Quartet. Men uden Shorter er de en lige så etableret enhed, der kalder sig Children of the Light Trio. Og i trioformat viste de, hvor store musikere de er, også uden deres mentor.
Koncerten, der var en eksklusiv del af Summer Jazz i Betty Nansen Teatret, blev præsenteret som kammerjazz, og mere præcist kunne det ikke siges. Der var noder på nodestativerne, men de forblev udgangspunkter for en halvanden times musikalsk gourmetmiddag.
Amerikansk Noma-jazz
Jazz kan være som en god gang labskovs med rødbeder til. Skøn og mættende. Men lysets børn viste, at jazz også kan være som en vild og fantastisk gourmetaften på Formel B eller Noma.
Ved flyglet var Danilo Pérez måske nok kapelmesteren, men det handlede om åbne spørgsmål. Ikke om i forvejen tilberedte svar. Selv den mest groovy figur fra den gamle Chick Corea-bassist Patituccis seksstrengede elbas fik højst lov at stå i rummet et par takter.
LÆS ANMELDELSE
Narkotisk beroligende jazzsangerinde spillede det tryggeOrientalske strejf passerede forbi som skyer, og pludselig samlede musikerne sig om et unisont spillet tema, hvor også Brian Blade koncentrerede sig om at lægge farver på den melodi, hans kolleger spillede.
Blade er måske den mest elegant underspillede af alle de stærke amerikanske trommeslagere i øjeblikket. Hans spil var konstant varieret, let, luftigt og pladsskabende.
Han er en stor musiker, der i den grad var med til at løfte koncerten med trioen, hvis navn får den til at lyde som en religiøs bevægelse, men nok snarere skal ses som en hyldest til Wayne Shorter.
Improviserede småretter
De tre kappedes om at gå ned i styrkegrader, så musikken kunne få plads til at vokse. Patitucci var det rodfæstede midtpunkt i det første af de to sæt, trioen gav. Det sæt, anmelderen hørte.
Og uanset om han spillede på sin dyre seksstrengede eller skiftede til kontrabassen, var også selve den klanglige kvalitet af hans toner en afgørende faktor.
Kollektiv fejrede fødselsdag med skrøbelig og vild improjazzI det hele taget er Children of the Light en trio præget af alle tre medlemmers tekniske og musikalske overskud, og de gik ikke ned på udstyr. Pérez, der oprindelig er fra Panama og har en baggrund i bebop og post-bop med læreår hos Dizzy Gillespie, sad ved det dyreste Fazioli-flygel, man kan leje.
Serveringen af den ene elegant improviserede småret efter den anden blev adskilt af frie introer og mellemspil, der som forfriskende sorbeter var med til at lette den eksklusive jazzmiddag.
Salen ville klikke med
Et enkelt patetisk tema blev måske nok kørt lovligt langt op, men ellers var de tre glade drenge fra Wayne Shorters kvartet bare optaget af at servere stærke bassoloer, luftigt, opfindsomt trommespil med stramme accenter og klaverudfoldelser, der med en vis glæde ved parallelførte intervaller konstant og elegant alligevel styrede uden om det forudsigelige.
Kammerjazz fås ikke meget stærkere, end som det blev serveret over halvanden time i et sæt, hvor bare det at Patitucci skulle stemme sin bas, førte til en dyb tone i klaveret, hvorfra en ny verden blev udviklet.
Når Pérez ikke lige ville svare Blade på hans udfoldelser ved hjælp af tangenterne, gjorde han det med klik af tungen mod ganen og ved at krølle en vandflaske, så musikken et øjeblik syntes at sprede sig til hele salen, der fik lyst til at klikke og krølle med.
LÆS MERE
Musikalske jazz-giganter spillede sig op til det uforglemmeligeMed musikere, der har så eminent teknik – Patitucci var også klangligt stærk, når han strøg sin kontrabas med buen – blev man tanket op til flere dages glade smil.
De dukker op, når man tænker tilbage på de tre lysbørns leg på Frederiksberg.
fortsæt med at læse
