Det lignede på forhånd en jazzfestival med et bredt udbud af indbydende koncerter. Men uden tidligere års opbud af tårnhøje jazzgiganter i front. Med andre ord en festival af den slags, man egentlig holder mest af.

Hvis man da ellers kan holde fri og bare daske rundt i byen og nyde musikken og en is her eller en kold øl der, mens solen bager, og musikerne spiller på pladser, i parker og på cafeer.

Der var nemlig ikke linet op med et kendt hovednavn af Keith Jarrett-format i Operaen til den 36. udgave af Copenhagen Jazz Festival. Jo, pianisten Chick Corea kom. Men han skulle spille i Rødovre i et ydmygt setup med bare flygel og bas.

Sammen med sin gamle kammerat Stanley Clarke gav han et nostalgisk kig tilbage på de gyldne 1970’ere, hvor de to sammen satte tempoet med jazzfusionsgruppen Return to Forever.

Jazzhatten

Fire aftener i Koncerthuset med blandt andre den funky, amerikanske guitarist John Scofield og crossoverfænomenet Concha Buika fra Spanien var det største, festivalen havde stillet i udsigt.

Men så kom der en mand med en klaphat og væltede alt og alle omkuld.

Gregory Porter hed han. Med sin såkaldte jazzhat bundet godt ned omkring ørerne løftede den sorte souljazzsanger mandag aften med ét slag festivalen fra at være en rar og broget affære til at være en ganske speciel fest, der ikke bliver glemt igen.

Direkte fra Roskilde Festival kom nemlig Stevie Wonder. Han ville høre Porters koncert.

Wonder endte oppe på scenen sammen med jazzklaphatten Porter, der 42 år gammel ifølge anmelder Kim Skotte nu står over for et karrieregennembrud så grænseoverskridende stort, at betegnelsen jazz ikke længere er et hegn, der kan stoppe hverken ham eller det brede publikum i at kaste sig i hinandens arme.

Et musikhistorisk øjeblik

Det kunne dårligt være smukkere. Gregory Porter var ganske vist meldt ud som årets hovednavn ved festivalen. Men de fleste kendte ham ikke i forvejen, og ingen havde i selv deres vildeste, mest sommerophedede fantasi forestillet sig, at vi her stod over for et fænomen, som ville få soulfaklen og fremtiden overrakt i København af Stevie Wonder selv.

Det blev et musikhistorisk øjeblik og et enestående øjeblik i Copenhagen Jazz Festivals 36 år lange historie. Sådan overrasker jazzen, når den er bedst. Når den er rigtig jazz.

De, der oplevede Porter og Wonder i Koncerthuset, fik et minde for livet. Men rundt omkring i byen ved utallige koncerter har tusindvis af festivalgæster fået hver deres personlige indtryk med sig fra Copenhagen Jazz Festival.

Indtryk fra koncerter, hvor danske og udenlandske jazzmusikere har gjort det, de er enestående til: at lade nuet og improvisationen styre og musikken overraske.

Musikken åbner sig

Og det slutter først i nat. Med omkring 100 spillesteder og mere end 1.200 koncerter er Copenhagen Jazz Festival for længst blevet så stor, at jazzhegnet ikke kan holde. Det kan hverken holde jazzen buret inde eller publikum, lige fra teenagere til pensionister, ude.

Uanset alder og uanset, om man hørte amerikansk kernejazz med bassisten Christian McBride i Jazzhouse eller hoppede i vandet under palmen ved Kayak Bar til lyden af smooth jazz, fik man sig en unik festivaloplevelse.

En oplevelse af, hvordan musikken åbnede sig under ti varme dage i København.

fortsæt med at læse

Uventet scoop: Jazzhatten er tilbage i København