Selv om det ikke siger så voldsomt meget om mandens faktiske evner på sit instrument, hører det med til historien, at Christian McBride er blandt verdens mest indspillede bassister.

Han har nemlig medvirket på mere end 300 plader med et væld af kunstnere fra den rytmiske musiks firmament. Herunder en hel del, man ikke forventer at finde sådan en som ham på.

LÆS

Eksempelvis håndterer han bassen på et par skæringer på gode, gamle sir Paul McCartneys musikalske slentretur ned ad barndommens musikalske gade, den ikke af alle elskede slagersamling ’Kisses on the Bottom’ fra 2012. Og såmænd også på superpianisten Brad Mehldaus debut, ’Introducing Brad Mehldau’ fra 1995, hvor han deler opgaven med Mehldaus senere faste bassist, Larry Grenadier.

Men ved siden af sit omfattende arbejde som sessionmusiker er det blevet til en del, faktisk et helt dusin, udgivelser i eget navn.

Stort mod

Det begyndte med den absolut ikke ufunky ’Gettin’ To It’ i 1995, hvor det på det tidspunkt forholdsvis unge menneske kunne mønstre medvirken af generationsfæller som eksempelvis tenorsaxofonisten Joshua Redman og trompetisten Roy Hargrove.

Og det er fortsat lige siden, støt og roligt – en af hans cd’er bærer den på en gang morsomme og ærbødige titel ’Kind Of Brown’ og senest kom ’Out Here’ i 2013, hvor han i selskab med pianisten Christian Sands og trommeslageren Ulyssers Owens spiller en blanding af egne kompositioner og standards, blandt andet Rodgers og Hammersteins ’My Favorite Things’.

Og det vidner om et stort mod at tage netop denne standard op, når man betænker, hvor effektivt John Coltrane ondulerede den med sin et lille kvarter lange version i 1961.

Et livslangt forhold til bassen

Christian McBride startede med elbas tilbage i drengeårenes Philadelphia. Han var vokset op med en solid blanding af soulmusik fra Stax og ikke mindst Tamla Motown, og det første nummer han lærte sig at spille på bassen, var Whitfield og Strongs ’Papa Was A Rolling Stone’, som de fleste vel kender i The Temptations’ version fra 1973. Og han var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at han og bassen ville få et livslangt forhold til hinanden:

»Jeg var 9, da jeg begyndte at spille bas. Og da jeg stod med en elbas i hånden, vidste jeg med det samme, at det skulle jeg gøre resten af mit liv. Det føltes naturligt – og meget behageligt«, har han fortalt til webmagasinet All About Jazz.

Ikke desto mindre skiftede han til kontrabas, som i dag er hans foretrukne instrument, og han er ikke bleg for at finde buen frem fra skuffen og stryge på strengene.

I 2006 blev han udnævnt til Creative Chair of Jazz for Los Angeles symfoniorkester, en ærefuld post som Dianne Reeves tidligere havde haft. Det var egentlig meningen, at han kun skulle have siddet i to år, men de blev så glade for ham, at de fornyede ham for en yderligere periode, indtil han blev erstattet af Herbie Hancock i 2010.

Stærkt berømmede koncerter

Sideløbende hermed fik han tid til at medvirke i en virkelig super-duper-jazzgruppe, nemlig Five Peance Band, som ud over McBride talte guitaristen John McLaughlin, saxofonisten Kenny Garrett, pianisten Chick Corea og trommeslageren Vinnie Colaiuta, der også er fra Philadelphia og har arbejdet med Joni Mitchell og Zappa.

Det blev til en række stærkt berømmede koncerter, og man kan på cd’en ’Five Peace Band Live’ fra 2010 høre, hvor gode de er.

Christian McBride er ikke længere hjemmehørende i Philadelphia. Han har rykket teltpælene til Montclair i New Jersey, hvor hans hustru driver en musikskole for børn, Jazz House Kids, og her får McBride også tid til at undervise i ny og næ.

Han har p.t. gang i fire grupper, som alle er interessante. Med sig til København tager han imidlertid kun sin trio med Christian Sands og Ulysses Owens.

fortsæt med at læse

Lysets legende børn serverede overlegen gourmetjazz