Koncerterne i Kunstforeningen Gl. Strands gård er selvsagt annonceret som udendørs koncerter. Men fordi gården kun er omkring syv meter på den ene led og cirka tyve på den anden - på størrelse med et gennemsnitligt parcelhus – og næsten overdækket med to store baldakiner, føles det nærmest, som om man sidder inden døre. I et meget smukt rum. Murene er okkergule. Vinduerne er småsprossede og hvidmalede. De store lerkrukker er fyldt med hvide margueritter. Lamperne på væggene er PH-lamper af kobber (selvfølgelig er de det), og publikum til dagens koncert med August Rosenbaum Trio er ordentlige mennesker, som er kommet for at høre musik. Ikke for at høvle fadbamser i sig eller score eller varme op til en festlig aften i byen med veninderne. Men for at høre musik. Det er, for nu at sige det ligeud, en lettelse. Ikke at skulle være irriteret over folk, der ævler løs. Bare at kunne læne sig tilbage og lytte. Er det spillestedets fortjeneste? Ja, da. Omgivelserne og præsentationen af, arrangementet, spiller ind i forhold til, hvordan man gebærder sig til en koncert. Og der er andægtighed over en koncert i så smukt et rum som dette. Som bliver brudt på smukkeste vis, da en champagneprop (selvfølgelig en champagneprop) detonerer, netop som stilheden har sænket sig over de mange – rigtig mange – tilhørere, og stråler af klistret vin sprøjter ud over de nærmest siddende. Og hele forsamling eksploderer i latterkaskader. Og man tænker, at det var godt, at noget punkterede al den andægtighed, for ellers ville det blive alt for meget. Nu ender det med at blive lige tilpas. Eller rettere: Ganske fantastisk. Og gratis i øvrigt, har vi lovet at fortælle.