Lad os mødes klokken 18 uden for Village Vanguard, sagde Jeff Ballard, da vi talte sammen over telefonen for et par dage siden. Og her står jeg så og venter, på fortovet under baldakinen foran den legendariske jazzklub på 178 7th Avenue South. Nærmest på slaget 18 går den røde dør op. Det kan man da kalde timing. På den anden side: Hvis ikke en trommeslager af Jeff Ballards kaliber skulle kunne ramme et anslag præcist, hvem skulle så? »Har du spist?«, spørger han. Næ. Han skal spille klokken 21 med Guillermo Klein y Los Gauchos og skal have noget i maven inden, så hvorfor går vi ikke hen til en restaurant, han kender, som hedder Sueños og kun ligger et par blokke væk. »Mexicansk cuisine nouveau. Det er fremragende. Og så laver de nogle helvedes gode margaritas«, siger han og griner. 49-årige Jeff Ballard er en af de mest meriterede trommeslagere på den internationale jazzscene i dag. Han var 25, da han blev hyret af Ray Charles og spillede fast med ham i tre år. Siden har han med sit fantastiske drive og store lydhørhed lagt den rytmiske bund under stribevis af store navne, blandt andre Mike Stern, Danilo Perez, Chick Corea og Joshua Redman. De seneste syv år har han desuden været fast mand i Brad Mehldaus trio, og så bliver det jo ikke meget større. Så tidligt på aftenen er der endnu kun få gæster på Sueños. Vi finder nemt et bord og bestiller som det første to margaritas. De kommer pronto, og Jeff Ballard har ikke overdrevet. Veritable punchbowler, meget stærke, meget røgede, meget salte. Syv år er nu til dags længe at spille i samme band. Hvordan holder man musikken frisk? spørger jeg.

»Hver gang, man spiller et nummer, skal det føles, som om det er allerførste gang, man spiller det. Man skal hele tiden tvinge sig selv til at spille på en anden måde end sidste gang. Man kan lægge en anden slags fysik i nummeret. Droppe sine forestillinger om, hvordan det skal lyde. Nogle gange skal der kun små ændringer til, før et nummer føles helt nyt og frisk«, siger Jeff Ballard. Det må være hårdt at finde på nyt, for eksempel hen mod slutningen på en lang turné, siger jeg. »Superhårdt. Men det er vores ansvar, at det sker. Tænk på, at Miles Davis stort set spillede de samme numre fra midten af 1950’erne og ti år frem. De samme melodier. Hele tiden. Og uden at det nogensinde kom til at lyde fortærsket«. Han nipper til sin margarita. »Jeg var jo med Ray Charles i nogle år. Det var overhovedet ikke improviseret musik, og han spillede de samme sange i 30 år. ’Georgia on My Mind’ hver evige eneste aften. Og vi turnerede hele tiden. Men hver gang lød det, som om han spillede nummeret for første gang. Højdepunkterne var de samme. Men hvordan han nåede derop ... det forandrede sig hele tiden«. Som en skakspiller Den kvindelige tjener spørger, om vi er klar til at bestille. Det er vi. Torsk og en ny margarita til Jeff Ballard, and til undertegnede. En musiker som Brad Mehldau insisterer simpelthen på, at der bliver taget risici hele tiden, fortæller han. »Og jeg elsker det. Hvis han fornemmer bare den mindste smule trivialitet og vane – og du kan være helt sikker på, at han opdager det – så tænder han af. Jeg kan simpelthen høre på den måde, han spiller, at han sender en besked: »Har du tænkt dig at blive ved med at køre rundt på den samme måde? Så venter jeg bare, til du er færdig. Så vi kan komme videre««, siger han. Det er en metode, der kræver en hurtig hjerne. For der er hele tiden valg, der skal træffes. »Du kan spille en hvilken som helst tone på så mange måder. Og hvor mange tanker kan man have i sit hoved i et splitsekund? Jeg kan i bund og grund have en«. Han ler højt. »Arhh, okay, på en god dag to. Men Brad ... han tænker så hurtigt. Skal vi spille det klassisk? Bebopklassisk? Bluesklassisk? Eller vi kan spille det avantgarde. Og så kører den: Been there, done that, been there done that ... Og så vælger han måske en femte mulighed i allersidste øjeblik. Han er afhængig af det der push, tror jeg«. Det minder lidt om store skakspillere, der træk for træk kan huske alle de vigtige spil, de har spillet. Jeff Ballard nikker. »Ja, noget i den stil. Det er den type hjerne, han har«. Brad Mehldau er et geni? Han er tavs et par sekunder. »Jeg bruger meget sjældent det ord. Ray Charles var et geni. Brad er fantastisk, fantastisk, fantastisk. Næsten et geni. Jeg reserverer udtrykket til … der er andre ord at bruge. Men han er tæt på. Jeg har utroligt høje tanker om ham«. En venlig diktator Vores mad bliver serveret. Og er præcis så velsmagende og speciel, som Jeff Ballard har stillet i udsigt. Vi spiser lidt i tavshed. Udveksler smagsprøver. Roser hinandens valg af retter. Arbejdet med Brad Mehldau Trio fylder tre-fire af årets måneder. Resten af tiden spiller Jeff Ballard i mange andre sammenhænge, blandt andet i trioen Fly sammen med saxofonisten Mark Turner og bassisten Larry Grenadier, der også spiller bas i Mehldaus trio. Fly er et meget demokratisk foretagende, fortæller Ballard, hvor alle tre musikere fylder lige meget og har lige stort ansvar for, hvordan musikken udfolder sig. Men er Brad Mehldau Trio også et demokrati? spørger jeg. Jeff Ballard ryster på hovedet. »Brad er lederen. Det er ham, der bestemmer, hvad vi spiller, og hvornår vi spiller det. En aften vil han måske have, at vi skubber det helt ud af facon og gør noget skørt. Hvis jeg har det på den måde, og han ikke har, så kan jeg ikke gøre det«, siger Jeff Ballad. Og efter en kort pause: »Men han træffer næsten altid gode valg. Og Brad er en venlig diktator, utrolig respektfuld. Sørger for at vi alle får vores rum at udfolde os i«. Han smiler. Gælder det også, når I er i studiet for at indspille? »Ja, det er altid ham, der er lederen. Men han lytter. Også når vi er i studiet«. Fortæl om forskellen på at spille koncert og indspille i et studie. »Det er ikke anderledes at indspille i et studie end at spille live. Musikken er så intens, man, og der er ikke plads til… jeg tænker overhovedet ikke på publikum, når jeg spiller. Well, en gang imellem, men der sker alt for meget til, at jeg overhovedet kan nå at tænke på publikum«. Så der den samme intensitet i et studie som i en intim jazzklub? »Jep, det synes jeg. Selvfølgelig kan publikums energi tilføre musikken noget. Selvfølgelig betyder det noget, hvis publikum reagerer på en god solo, det bemærker jeg. Men det er ikke mindre intenst i studiet. Med Brad er det altid sådan, at vi spiller numrene, som var det den sidste gang. Så dybt, så følt, så højt, så godt som du kan«, siger han og skubber den tomme tallerken fra sig. »Enhver lille tone betyder noget. Det skal være sådan. Enhver tone er som din sidste«.