Mulgrew Miller tager tingene med et smil. Det opdager jeg under kastanjetræet ved Peblinge Sø, da en mørk, mudret fugleklat dumper ned på hans venstre arm. »Jeg håber, det bare er kirsebærsaft«, griner han og tørrer lorten af. Vi sidder på en bænk og ser på to turister, der driver rundt i en vandcykel. Selv springer Mulgrew Miller sightseeingen over.
Han har været i København mange gange før, blandt andet som del af en duo med Niels-Henning Ørsted Pedersen, »en af de bedste jazzbassister nogensinde«.






























