Da komikeren Eric Idle i Monty Python-filmen Life of Brian i en absurd morsom scene hang på korset, vuggede med tæerne og sang et de seneste årtiers største swingmusikalske hits, Allways look at the bright side of life, var der i dén grad tale om en ironisk distance til kristendommens hellige fortællestof og religiøst hysteri som sådan.
Tiden er nu en anden, og fronterne mellem det hellige og det profane er ikke længere trukket så skarpt op i kulturlivet. Og selvom Folkekirken mister medlemmer, forsøger den samtidig at tænke nyt i mødet med borgerne uden for kirkens døre.




























