Han ligner en surferbums, som han kommer slentrende ude på Broadway forbi caféens vinduer: Lange dreadlocks, bermudashorts, T-shirt og sandaler.

Det skal senere vise sig ikke at være skudt helt forbi. Ti sekunder senere står Gerald Clayton ved det hjørnebord, jeg har fundet i den halvtomme café i Harlem, et par blokke fra hvor den unge pianist bor. Hans stemme er usædvanlig mørk og hæs. Det er i begyndelsen af juni, han har netop været ti dage i Rusland, først i Skt. Petersburg og så i Moskva. »Sindssyg by«, siger han og hoster.