Rammen for den såkaldte gallakoncert (ordet synes efterhånden blot at betegne en operalagkage med flere solister) var to monumentale kærlighedsscener, den første, brudekammerscenen fra ’Lohengrin’, sluttende i sammenbrud, den anden fra 1. akt af ’Valkyrien’ i fuldbyrdet blodskam. Dermed var den svenske sopran og den amerikanske tenor defineret som aftenens hovedpersoner, men det var nu den danske bas, der gik til hjertet og tog de største stik hjem.
Stephen Milling sang to himmelvidt forskellige stykker. I den bedragne Markes fortvivlet anklagende monolog fra ’Tristan og Isolde’ viste han bevægende, hvordan klangskønhed, skrøbelige nuancer, personlig frasering og klog deklamation skaber en dybt rystet mands hjerteskærende blottede udtryk. Som skipper Daland, der håbefuldt præsenterer sin datter Senta og den flyvende hollænder for hinanden, var han derimod den velaflagte borgermand, der med jovialt staccato og ivrige pointer både rørende og komisk overanstrenger sin naive charme for at hjælpe den givtige forlovelse på gled.
