0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

kritik P.J. Harvey: Den kongelige hofpunkleverandør

Ungdomshuset mødte kongehuset, da P.J. Harvey triumferede ved Kronprinseparrets fest i Operaen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Panduro.
Foto: Jens Panduro.
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Svenskeren med tungmetal dinglende fra underlæben og de noble i stadstøjet. Med kors og bånd og piercing på – alle som én står vi op, da Hans Kongelige Ligefremhed Kronprins Frederik og hans gemalinde og ultimative topscoring Mary af Down Under tager plads i Operaens kongelige loge. Vi er kommet for at se kronprinseparret overrække deres store kulturpris. Men vi er nok så meget kommet for at overvære en af de sjældne koncerter med det engelske rockfænomen P.J. Harvey. Det er selvfølgelig et kultursammenstød af dimensioner. Et paradoks, som artisten på stolen ved siden af gør opmærksom på ved at være iført diadem, lange handsker og en hvid kjole med ’Ungdomshuset’ i cyklamenrød signalspray. Eller er det nu også et sammenstød? Er det ikke snarere en støttekoncert for Ungdomskongehuset?

Kultursammenføring i Operaen
I virkeligheden er der tale om en kultur sammenføring. En branding af kronprins Frederiks kommende kongehus som det intelligente og tidssvarende kongehus blandt Europas slingrende monarkier. Fremtidens kongehus. Et republikansk mareridt. Designet til at holde som B&O. Ét scoop er et lykketræf. To er en strategi! Da Kronprinsparrets Kulturpris sidste år blev uddelt for første gang, diskede man op med en eksklusiv koncert med Nick Cave. I år er det P.J. Harvey, der i Operaen giver en af kun tre solokoncerter i Operaen. De to andre har netop fundet sted i en forstad til London og i Nordirland. Eksklusiviteten er én side af sagen, når det rigtige publikum skal lokkes til endnu en prisfest. Men næppe den vigtigste.

Branding af kongehuset
Ud over at de er gamle kærester, har Nick Cave og P.J. Harvey ikke så lidt til fælles. De er ubestridte enere. Stædige rockkunstnere, der transcenderer alle trends. Udfordrende artister, der skurrer, men ikke drukner kvalitet i tom provokation. Kunstnere, som ikke kan tages til indtægt for noget, men nærmest er formstøbt i integritet. Mod til nytænkning. Hvilke kvaliteter ville man mon hellere forbinde med et kongehus, der med Frederik ved roret skal vise sin duelighed som levedygtig anakronisme i et materialistisk demokrati? Som noget, der på trods af al historisk logik skal vise sig at have en rolle at spille?

Det er branding på højt niveau. I de fleste andre kongelige modstandslommer ville man have lavet et arrangement, hvor Elton John og Justin Timberlake faldt over hinandens ben, mens Nigel Kennedy blå i hovedet af klassisk folkelighed skulle være garant for, at finkultur i vore dage er for alle. Ved at vælge Nick Cave og P.J. Harvey signalerer man noget andet, end at kongehuset edderhujeme er folkeligt for alle. Kongehuset er allerede en folkelig succes. I aften er det derimod et tilvalg for den kvalitetsbevidste individualist. Er du til punkrotte eller caffelatte – så er KongehusetTM det smarte valg for dig. Folk og Adel elsker allerede – om end af ret forskellige årsager – kongehuset. Nu skal den kreative klasse også med. Fortæl mig, hvem du omgås, og jeg skal sige dig, hvem du er. Sagde man engang. Nu hedder det: Fortæl mig, hvem du associeres med, og jeg skal sige dig, hvad du gerne vil fremstå som.

Sommer med syrerock
Og som Frederik og Mary står der og introducerer hinanden kærligt, inden de overrækker nogle af bankens penge til Jullemærkefonden og lyskunstneren Olafur Eliasson, er det svært at mønstre republikansk harme imod det kongelige krydderi. Lettere bliver det ikke, da Peter Sommer går på scenen og smider om sig med jordvarme og finurlig lyrik. Dansk rocks durkdrevent digtende steppeulveunge, der velgørende demonstrativt insisterer på, at levende og døde rødder som Bo Ark fra Skanderborg sgu skal med i Operaen, når sommerbuksen for første og eneste gang skal til bal på slottet i Kongens København. Der er en stædig kant af tjald og poesi i Peter Sommers syrerockende sæt, en fornemmelse af, hvor kunsten virkelig bliver til i de små lejligheder og skæve eksistenser. At der ligger et Danmark mellem Valby Bakke og Skanderborg, hvor musikken spiller på nogle helt andre præmisser end til prisfester og balfaldera.

Sortsyn og ben
Kronprinsesse Mary er iklædt en kjole, der ikke skjuler to nydelige ben. En rigtig kvinde. P.J. Harvey er heller ikke bange for at vise ben, men ligner mere en grænsesøgende teenager. Mellem de gasblå sko og de bolsjestribede ankelstrømper og en slå om-nederdel med filatelistisk tema slingrer to bare ben domineret af knæ. Men det er jo også hende og ikke Mary, der om lidt skriger »Lick my legs/ and I’m on fire«. Over den brede, dramatiske mund et kulsort hår formskåret a la se-mor-jeg-har-klippet-mig-selv! Siden hun dukkede op som en postpunkens Medusa med slangehår og Doc Martens-støvler, har den nu 36-årige englænder balanceret langs en følelsesmæssig afgrund. Med en elektrisk guitar som soloinstrument griber Harvey tilbage til gennembrudsalbummet ’Rid Of Me’, men viser, at hun har nået et sted i sit liv, hvor kunstens intensitet er bevaret, men omkalfatret fra selvbrændende flamme til påpasseligt udtryk.

Det er en særdeles overbevisende selvgenopfindelse. Det afgrundsdybe sorgmod i linjen »Dear God, life ain’t kind/ people getting born and dying« fra ’Angelene’ fra ’Is This Desire?’ har som resten af musikken fundet en ny balance mellem det sorte syn og det artistisk legende. Ved at gribe tilbage rækker hun frem. Der er en energi og, fornemmer man, en indre glæde, der hæver sig over hendes seneste par plader.

Dagligstuen ind i Operaen
P.J. Harvey er alene på scenen omgivet af en intim dagligstue af instrumenter pyntet med en kulørt lyskæde. Det råt skitserede akkompagnement på den elektriske guitar fungerer optimalt. Alternativ feminin rockæstetik i hver eneste akkord på numre som ’Send Him Back To Me’ og ’Man Size’. Guitaren pløjer en dyb, grov blodfure i vokalen. P.J. Harvey skriger, klynker, kæler, sukk