Lyt til artiklen
Han var fantastisk, da spotten omfavnede ham solo midt på Radiohusets øde scene. Vi var på det tidspunkt forbi Torsdagskoncerten, og publikum var delvis skiftet ud, da cellogeniet Pieter Wispelwey gav sig til at tale til os i mikrofonen, siddende der som en anden entertainer i spotlyset.
Hvad han derpå leverede, i form af Brittens klangraffinerede, ofte krævende flerstemmige og dialogprægede solosuite nr. 3, var mageløst. Til en absolut topkarakter. Wispelwey er en af dagens mest overskudsprægede klassiske musikere og sandsynligvis dagens mest spændende cellist. Så kan de give den crossover-glade, glatte Yo-Yo Ma nok så mange Sonningpriser.
