0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hidsig og udadvendt Haydn med et mageløst efterspil

Hollandske Pieter Wispelwey levede op til sit ry som fabelcellist, da han spillede både som solist med Radiosymfoniorkestret ved Torsdagskoncerten og bagefter alene ved en sen nattekoncert.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Agnete Schlichtkrull
Foto: Agnete Schlichtkrull
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Han var fantastisk, da spotten omfavnede ham solo midt på Radiohusets øde scene. Vi var på det tidspunkt forbi Torsdagskoncerten, og publikum var delvis skiftet ud, da cellogeniet Pieter Wispelwey gav sig til at tale til os i mikrofonen, siddende der som en anden entertainer i spotlyset.

Hvad han derpå leverede, i form af Brittens klangraffinerede, ofte krævende flerstemmige og dialogprægede solosuite nr. 3, var mageløst. Til en absolut topkarakter.

Wispelwey er en af dagens mest overskudsprægede klassiske musikere og sandsynligvis dagens mest spændende cellist. Så kan de give den crossover-glade, glatte Yo-Yo Ma nok så mange Sonningpriser.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu