Italienske salmer og motetter fra det tidlige 17. århundrede – helt overvejende af Claudio Monteverdi og Alessandro Grandi – var Kantus Københavns bidrag til renæssancefestivalen. De er i ungbarokkens koncerterende stil, hvor renæssancens tætte polyfoni takket være generalbassen og påvirket af tidens verdslige musik har fået frihed til at opløse sig i individuelle, livligt samtalende eller sødmefuldt pardansende stemmer eller ligefrem i ren solosang. I kontrast til polyfoniens abstrakte åndelighed er det toner, der i den grad henter kirkemusikken ned på jorden til menneskenes verden med charme, følsomhed og pyntesyge. Grandi er overvejende elegant, farveglad og dekorativ, mens Monteverdi, tidens største mester, ofte tilføjer en subjektiv dimension af ekspressiv alvor. Aftenens sympatiske lille vokalgruppe var altså ikke blot en kvartet, men reelt fire solister på samme måde, som hvis de havde sunget opera; og som første indtryk bør nævnes en yndefuld stilsikkerhed, jeg ikke har mødt hos nogen anden dansk gruppe i dette (unægtelig sjældne) repertoire. Alligevel kommer vi ikke udenom, at gruppen er ujævn.
Overskud i yderstemmerne savnes
Mathias Hedegaards tenor lader sig simpelthen ikke skrue ned i kollegernes blegere format, men stikker uvægerligt hovedet frem i ensemblet og får det med sin usædvanlige skønhed og udtryksfulde smidighed til at lyde bedre, end det er.
