Er den indiskamerikanske altsaxofonist Rudresh Mahanthappa den ’rising star’, den kommende stjerne, som nogle åbenbart vil se i ham? Det var det spørgsmål, som hans optræden i gruppen Real People – en kvintet, der foruden ham og hans landsmand, bassisten Carlo DeRosa rummede tre danske musikere, trompetisten Kasper Tranberg, pianisten Jacob Anderskov og trommeslageren Anders Mogensen – eventuelt kunne give svar på. Der er da også noget besnærende ved Mahanthappas spil. Tonen på instrumentet udstråler selvsikkerhed, og selve spillet har et rytmisk drive, der kan få det til at gløde af intensitet. Dertil kom denne aften, at sammenspillet mellem de fem musikere fungerede med en ubesværethed, der ikke lod os ane – medmindre man vidste det – at gruppen først var etableret ganske få dage forinden.
Rudresh spillede det samme
For det kan ikke have været nogen helt let opgave at få has på de udfordringer, kompositionerne stillede. Temaer, der bevægede sig på kryds og tværs over en puls, hvis evindelige skiften mellem forskellige taktarter i hvert fald gjorde det svært for tilhøreren at vinde fodfæste. Hvad der kunne undre mig, var, hvor ringe en sammenhæng der var mellem disse komplicerede indledningsmanøvrer og det efterfølgende solospil.
Navnlig for Mahanthappas vedkommende var det påfaldende, at han – groft sagt – spillede det samme, uanset hvad det tematiske udgangspunkt end var. I denne henseende mindede han om sin afdøde instrumentkollega Eric Dolphy. For det var ikke blot dennes utrættelighed, Mahanthappa havde lagt sig efter, men også Dolphys vokabular, de specifikke intervalspring, der gang på gang gentog sig i hans tonerækker.
Intellektuel tilgang gav bonus
