Det nyoprettede DR Vokalensemble sætter nye standarder for korsang. Eneste seriøse konkurrent på hjemmemarkedet er Ars Nova, der dels er specialiseret på et afgrænset repertoire, dels har en så afvigende klangæstetik – sort/hvid over for DR’s changerende farver – at en direkte sammenligning ikke er rigtig meningsfuld. DR-korets smidige professionelle stemmer smelter fornemt sammen og registrerer med grafisk præcision dirigentens og partiturets mindste vink. Når programmet tillige er så udsøgt som onsdagens italienske passions- og Maria-musik fra de sidste 400 år, så er det bare at lade sig løfte og bevæge af musikkens skønhed og udtryksfuldhed. I hvert fald med en dirigent, der former så subtilt og omhyggeligt som chefdirigent Fredrik Malmberg. Han tager detaljerne alvorligt og bygger musikken op fra grunden: fint tegnede artikulationer, præcist differentierede dynamiske nuancer og nænsomt modulerede tempi.
Magisk kosmos
Tag bare Giuseppe Verdis himmelske ’Laudi alla Vergine Maria’ for damekor: så subtilt udpenslet og samtidig så naturligt flydende. En lignende nuancerigdom, præcision og stilsans gjorde Francesco Cavallis ungbarokke ’Salve regina’ til en koloristisk luksusanretning; og det var endda bare appetitvækkeren til Niccolò Castiglionis i egentligste forstand fantastiske ’Hymne’ fra 1989.
Komponisten, der døde for ti år siden, var en sælsom blanding af radikal modernist, sværmerisk hyperfølsom romantiker og klangæstet, og som en overdådig samling af teknisk og stilistisk himmelvidt forskellige udtryk og virkemidler kan hymnen ligne et regulært prøvekatalog; men hver idé – fra solosopranens uakkompagnerede koloraturer over komplekst dissonerende polyfoni og frit svævende treklange i forskellige registre til pasticher over gregoriansk sang – er så fascinerende og så poetisk placeret, at de skaber et magisk kosmos.
For lidt ro
To motetter af den ellers så excentriske Carlo Gesualdo overraskede med en relativt konventionel renæssancestil, og jo mindre bizar musikken var, des mere blev man opmærksom på, hvor vegt og usikkert den faktisk er formet. Fascinationen af Gesualdos originalitet er berettiget nok, men Charles Burney havde ikke ganske uret, da han i det 18. århundrede kaldte den komponerende fyrste en amatør.
Aftenens eneste sten i skoen var visse hurtige tempi, der ikke var urimelige i sig selv, men som ikke tog tilstrækkeligt hensyn til kirkens akustik. Og i Verdis ’Ave Maria’ og flere steder i Domenico Scarlattis storslåede og overdådigt kunstfærdige tistemmige ’Stabat mater’ fik klangene for lidt ro til at udfolde deres raffinement.
