Det havde man så ikke lige forventet. At se verdens i særklasse mest vellydende kontratenor, den knap to meter høje Andreas Scholl, stå og ryste som en musikskoleelev foran publikum i Radiohuset.
Men noget var tydeligvis galt, da Scholl skulle synge Bach, og selv om kontratenoren kom helskindet gennem sine fem altsoloer i kantaten ’Vergnügte Ruh’, så var det med overraskende spag stemme og en node, der bævede i hånden. Kun de to frit formulerede recitativer fungerede overbevisende. Hvad der egentlig gik galt med arierne i Bachs solokantate, er svært at sige. Men ud over at Scholl havde vanskeligt ved at få sin ellers så velklingende falset projiceret ud i salen, og ud over at han, ret uhørt, måtte rømme sig, mens han sang den vanskelige, halvtonerige og stedvis ubehageligt nøgent orkestrerede kontrapunktiske kantate, så klarede han skærene professionelt.
