Undertiden bliver man slået af, hvor meget af et musikstykkes oplevede meningsfuldhed der beror på udførelsen – på alt det, som netop ikke står i noderne, fordi det simpelthen ikke kan skrives ned, men intuitivt læses ind i dem af sensitive musikere. Selv om der stadig er forskel på mesterværket og det middelmådige værk, synes hele forskellen mellem det vedkommende og det ligegyldige mærkeligt nok at ligge i noget, komponisten aldrig skrev, men blot måtte håbe, at andre kunne læse mellem linjerne. Tanken aktualiserede sig ved den østrigske Alban Berg-kvartets måske sidste besøg i Danmark (ensemblet slutter sin virksomhed med udgangen af næste sæson) med en uhørt veltalende opførelse af Beethovens ’umulige’ ’Grosse Fuge’ og et voldsomt bevægende stykke modernisme som brændpunkter. Forpint stønnen 55-årige Wolfgang Rihm hører til sin generations førende tyske komponister og er ingenlunde ukendt for et dansk publikum; og mødet med hans musik har sjældent været mindre end ’interessant’, men som kvartetsatsen ’Grave’ fra 2005 borede sig ind i sjælen, har jeg ikke oplevet ham før.
Den er skrevet til minde om kvartettens afdøde bratschist og dermed af indlysende emotionel betydning for musikerne – og dét kunne mærkes. Hvad der i andre hænder måske kunne have lignet en kold og grå dystopi, blev her blottet som indadvendt rugende sorg med flænger af forpint stønnen og øer af dødbleg tomhed. Grumt men afdæmpet og smerteligt smukt. Præcision og energi I den monstrøse ’Grosse Fuge’, her genindsat i sin oprindelige værdighed som finale i B-dur-kvartetten op. 130, var en ikke ringe del af hemmeligheden simpelthen, at kvartetspillets tårnhøje kvalitet overvandt satsens kaostendenser: Usvigelig præcision, balance, renhed og klanglig egalitet åbnede enestående indkig i de spændende satstekniske forviklinger og forløste samtidig stykkets grænsesprængende energi, der ufortrødent strømmede videre i de roligere pianissimoafsnits endeløst svævende linjer.
