Danskeren Bent Sørensen er årets komponist ved festspillene i Bergen som afvikles netop nu, og blandt de tilrejsende danske musikere er naturligvis Athelas, landets førende større ensemble for ny musik, med et portrætprogram komponisten selv har samlet som et timelangt sammenhængende forløb af værker fra de sidste 13 år under en fælles titel.
Det blev på falderebet præsenteret for et efter omstændighederne stort dansk publikum: Med sin raffineret suggestive musik er Sørensen en fascinerende og meget personlig stemme i dansk musik.




























