Maria João Pires er pianist, og hun brugte selvsagt aftenen foran Tivolis nyindkøbte, smukt skinnende Steinway. Men i bund og grund er det musik, hun spiller. Ikke klaver. Og det var musikeren Pires, der i et pauseløst medley – applaus var publikum blevet bedt om at holde sig fra – kædede så usandsynlig en familie af sammenbragte komponistbørn som Ginastera, Scarlatti og Schubert sammen i et intenst vellykket første sæt. Den lille Pires med det gråtjavsede strithår og den landligt simple, ternede nederdel med læderbæltet i livet er noget for sig. Sjældent holder hun sig omhyggeligt til komponisternes minutiøse angivelser af piano og forte. Til gengæld viste hun, hvor enestående organisk hun kan frasere musikken.

Holdt koncertsal i ave
At forme Schuberts fire store impromptuer opus 142 var for hende tilsyneladende som at trække vejret. På en gang enkelt og betagende hev hun med sit fuldbløde anslag syngende melodier frem, mens såvel Schuberts lieder som hans store klaversonater bragtes på bane som associationer i fortolkninger, der satte det mest umiddelbare, men også det mest højloftet velstrukturerede og følsomt harmoniserede ved romantikerens klaverkunst i centrum.

At komme dertil, gnidningsløst, via en himmelsk sunget, fordringsløs lille klaversonate af den italienske barokkomponist Domenico Scarlatti og, før det, tre stemningsmættede og fyrværkerisprudlende argentinske danse af Alberto Ginastera, det var kæmpekunst. Sjældent oplever man en musiker, der på den måde kan holde en koncertsal i ave i tre kvarter i træk. Tidsophævende. Alene i kraft af en brændeglasagtig koncentration.

Musikken lever