»Du kan ligge dér med hovedet imellem hendes ben, og bilde hende ind, at det er hendes sjæl, du leder efter«. Jo, hvis man foretrækker sin romantiske popmusik garneret med seksuelt frisprog og afvæbnende ironisk distance, er irske Damien Rice manden. Det var han så sandelig også for et begejstret publikum i Store Vega, der mestendels bestod af tæt omslyngede, yngre kærestepar. Hvor den endnu mere populære skønsanger James Blunt nøjes med at synge ’You’re Beautiful’ til De Smeltende Hjerters Klub, vil Damien Rice gerne stikke sangens snudeskaft ind, hvor det hele dufter lidt mere krydret og sammensat.
Vil gerne være Buckley
Damien Rice behøver ikke synge mange sange for at demonstrere, at han er et langt mere alsidigt talent end James Blunt og flertallet af de følsomme-unge-mænd-med-guitar og/eller piano, der i disse år er så mangfoldig som en græshoppesværm. Damien Rice er langt mere ambitiøs, og det er faktisk først her, problemerne opstår. Damien Rice ser nemlig næppe sig selv som værende i familie med James Blunt & co.
At dømme efter mandagens koncert opfatter han snarere sig selv som en slags arvtager til Jeff Buckley. Koncertens vilde udsving mellem kompleks orkestreret støjrock, drenget fjas og følelsesmæssigt ’nøgne’ numre havde ambitioner om at gå Buckley i bedene. Problemet er bare, at Rices sange først og fremmest er slagfærdige. De har ikke dybde og styrke til at blive trukket op i det format.
