Var det allerede på jazzfestivalens anden aften, den nåede sit absolutte højdepunkt? Der skal i hvert fald uhyre meget til for at overgå den oplevelse, som pianisten Kenny Werner og hans fire fremragende medspillere skænkede os i Den Sorte Diamant.
Det bemærkelsesværdige var – især for dem, der også dagen forinden havde været til stede i Det Kgl. Teater – hvor meget kvintettens musik havde til fælles med den, som vi havde hørt både Joshua Redman og Kenny Garrett spille. Først og fremmest den utrolige energi, der forplantede sig fra et fremragende amerikansk bas/tromme-team af denne type. Men også den umådelige ekspressivitet, solisterne kunne formulere sig med, og selve tonesproget, de benyttede sig af. Alt dette, men dertil også det, som Redman og Garrett ikke lod os opleve. Trommefilosofi At spille musik er jo ikke kun et spørgsmål om, hvad der spilles, men navnlig om, hvordan den spilles. Det afgørende er musikerens tilgang og holdning til musikken.
