Fredag aften på Det Kgl. Teater nåede jeg at overvære tenorsaxofonisten Joshua Redmans trio og det meste af en time med altsaxofonisten Kenny Garretts gruppe. Men jeg ville også gerne høre tenorsaxofonisten Thomas Hass, der efter mange års fravær er tilbage i den akustiske jazz.
Jeg havde dog stadig musikken fra de to amerikanske grupper i ørerne, da jeg ankom til Copenhagen JazzHouse, og det forstærkede givetvis indtrykket af den mangel på intensitet, der kendetegnede den danske kvartets spil, skønt der blev kæmpet ihærdigt. For lidt at arbejde med Det hang slet ikke sammen mellem Lennart Ginmans flagrende, mangetonede basspil og Morten Lunds temmelig frit skitserede trommespil. Og jeg syntes ligeledes at kunne fornemme, at Hass i lang tid har været alene med sin musik. Timingen var ikke alt for sikker, og den halvklemte tone, han har opdyrket, kan nok have en vis effekt i begrænset omfang, men brugt til overmål virker den manieret og forhindrer ham i at strække helt ud i sine fraseringer. Hass’ ’Niagara’ var en spændende komposition. Derimod gav et par andre af hans egne numre, der præsenterede sig som ret så spøjse temaer, ikke meget at arbejde videre med. Så her måtte pianisten Carsten Dahl søge tilflugt i ganske mange gentagelser. Til gengæld gav Billy Eckstines ballade ’I Wanna Talk About You’ ham anledning til at udfolde sit rige talent i fuldt format.
