Det er mærkeligt at overvære, hvordan musik – selv inden for samme forløb – kan ændre karakter. Det ene øjeblik kan man opleve, at tonerækkerne, musikerne delagtiggør os i, fortæller en historie. Og i næste kan de forvandle sig til en form for eksercits, der lader os fuldstændig uberørt. Det var netop, hvad der skete, da tenorsaxofonisten Joshua Redman sammen med bassisten Reuben Rogers og trommeslageren Antonio Sanchez indtog Det Kgl. Teaters Gamle Scene som første hold i aftenens dobbeltkoncert. Redmans solokadence, der siden førte videre til Brooks Bowmans ’East Of The Sun’ var fint disponeret, og også hans solo fastholdt indledningsvis interessen.
Mekaniske stiløvelser
Men så gik der mekanik i foretagendet. Redman har skabt sig en metode, der bygger på helt ensartede, lige på slaget-fraseringer. De kan være hensigtsmæssige, når man, som han senere gjorde det, vælger sig en taktart som 11/4, men som ved overdreven brug fungerer de som etuder, som stiløvelser i harmoniske modulationer.
Der var stunder, hvor musikken rev én med sig. Ikke mindst takket være Sanchez’ både eksplosive og fornemt beherskede trommespil. Der var en køn ballade, som dog først for alvor kom op at svæve med tilføjelsen af Rogers’ underliggende stemme. Men der hvilede også en stemning af præstationsræs over musikken, som jeg kunne have undværet.
Fuld knald
Det var der ikke, da altsaxofonisten Kenny Garrett gik på scenen efter pausen. Og hvis man havde syntes, at energiudladningen var kolossal under Redmans afdeling, så var det ingenting imod, hvad der ventede os nu.
