Det var ingen nem opgave for denne anmelder at opnå den helt nære kontakt med Eliane Elias’ kunst. Især når man ved, hvordan den kan opleves under gunstige vilkår. For fra min plads på fjerde række tegnede lydbilledet sig overmåde diffust.
Hvad enten det skyldtes rummets lange efterklang, accentueret af Elias’ rigelige brug af pedal og den omstændighed, at også hendes røst havde fået sit lille tilskud af kunstig rumklang, eller sammenstødet mellem den direkte lyd fra scenen og den forstærkede lyd fra højttalerne – eller en kombination af alle disse faktorer. Det var dog let nok at konstatere, at Elias i nogen grad har ændret kurs. Hun synger i flere numre, end hun gjorde det tidligere, og hun gør det fint. Med en røst, der på intet tidspunkt skruer sig op til de store, dramatiske følelser, men som i sin diskretion ikke er mindre indtrængende.
