I en sal fuld af vuggende sommerkjoler kan det godt være svært at være mand. Det var nemlig kvindernes aften, da sangerinden India.Arie gik på scenen til sin længe ventede koncert i Amager Bio. Arie har udskudt besøget to gange, så hun skyldte i den grad. At India.Arie så endte med at optræde aftenen før den musikalske sjælefælde og sværvægter Lauryn Hill, må betegnes som et sammentræf af de mere lykkelige. Det er en stor uge for danske souldiva-aficionados. India.Arie fik sit store gennembrud i 2001 med sangen ’Video’ – et opgør med musikvideoers og modens kvindesyn. Og i en branche befolket af Barbiedukker og plastikopererede duller brændte India igennem med sin gennemsyrende musikalitet og et positivt livssyn på debutpladen ’Acoustic Soul’, der bød på r&b-produceret neosoul.
Siden har hun udgivet to plader mere, senest ’Testimony: Vol. 1, Life & Relationship’ fra 2006. Pladen, der var meget præget af et voldsomt brud med en tidligere kæreste, dominerede Indias spilleplan til koncerten. Skøn og hippienaiv
Alt, hvad der kunne kravle og gå af mulatpiger i Københavnsområdet, var fremme i sandalen, da India gik på scenen til sit seneste hit ’I Am Not My Hair’. Sangen gør ligesom hendes gennembrudshit, ’Video’, op med vedtagne skønhedsidealer for kvinder, men også afroamerikanske kvinders livslange kamp mod de krusede krøller til fordel for glat (relaxed) hår. Resolut flåede India.Arie en lang glat paryk af og lod en skøn manke af afrokrøller få frit spil på hovedet til stor jubel fra salen.
Denne pædagogiske intro er et meget godt eksempel på, hvordan India.Arie hele tiden balancerer på grænsen af dårlig smag og afrocentrisk autenticitet. For selvfølgelig er ’let your hair down’-klicheen lige så slidt, som når kvinder i film løsner elastikken, lige inden de overgiver sig til lidenskabelig elskov. Men India.Arie virker så hippienaiv omkring sit udtryk, at man ikke kunne andet end at overgive sig.
For skøn så hun ud, som hun stod der i sin ’trademark’-farve orange til den mørke hud, det store smil og en musikalitet, der væltede ud over alle bredder. Stemme som en glødende vulkan
India.Arie har et hjerte så stort som det land, hun er opkaldt efter. Det er blevet tilsvarende proportionalt knust. Vi skulle derfor igennem en del sange om at miste og give slip og i sidste ende tilgive. Ikke just publikums- pleasere, hvilket var en modig måde at lægge ud på.






























