Er man til jazz og har sagt mundharmonika, må man også sige Toots Thielemans. Ikke så meget, fordi det er denne højt estimerede belgiske musiker, der har introduceret instrumentet inden for jazzen, men fordi han repræsenterer et ideal, som ikke er til at komme udenom. På den anden side er det heller ikke meningen, at Thielemans skal fremstå som et forbillede, der bør efterlignes. Derimod må han gerne tjene som eksempel på, hvordan man kan gøre temaet til det bærende element gennem et improvisationsforløb.
At gøre det med samme melodiske opfindsomhed, som det er beskåret Thielemans, kan man naturligvis ikke forlange. Til gengæld er det ingen dårlig idé at bestræbe sig på det. Fra Andersen til Larsen Jeg kom til at tænke på det, da jeg hørte Jacob Venndt, ledsaget af Hans Esbjerg på piano, Peter Vuust på bas og Alex Riel på trommer, lørdag aften i Copenhagen JazzHouse i et program, der var helliget den danske sangskat, fra salmer over Kai Normann Andersens ’Musens sang’ til vore dages Kim Larsen og ’Om lidt bli’r her stille’.
