Fremmødets beskedenhed taget i betragtning var det lige før, den gennemført høflige, britiske gentleman Nick Lowe nåede at takke hver enkelt af os varmt for at være der og opføre os tilforladeligt, da han søndag aften gav en varm og hyggelig solokoncert i Pumpehuset. Alene og sammen med pianisten med mere, Geraint Watkins, der ligner en glad klaverbokser fra nabolagets pub i Lowes London, levede den 56-årige sangskriver par excellence til fulde op til sit eget løfte om at tage os med på »en slentretur gennem mine sange fra alle perioder«. Når man som Nick Lowe sætter en ære i at sangene skal være små, afrundede noveller, hverdagsglimt og ikke mindst kærlighedshistorier på højest tre minutter, kan man nå mange på halvanden time. Så med Nick Lowes stadig behagelige, varme stemme sammen med den både veloplagte og afvekslende guitar som guide listede vi os helt tilbage til mandens første single 'Heart Of The City' fra 1977 og frem til nogle af de nye sange, som stadig er i produktion i studiet. Slående så effektive, enkle og klare i udtrykket Nick Lowes sange er, at de med lethed lader sig omarrangere til kun solisten og hans guitar. Undervejs var der i sagens natur strøet masser af små perler foran os med kun Nick Lowe på guitaren og i enkelte tilfælde assistance fra Watkins på orglet, balladen 'You Inspire Me' og det stadig stærkt iørefaldende pophit 'Cruel To Be Kind' lyste op. Men stærkest stod de mange, fine små strejf af tilværelsens uomgængelige forfald gennem en korridor af knuste hjerter, som kun en nøgternt registrerende romantiker som Lowe kan skrive dem - 'Lately I've Let Things Slide', 'Indians Queens', 'Lover Don't Go', 'Soulful Wind' og John Hiatts fine 'She Don't Love Nobody'. Højdepunkterne faldt dog mod slutningen af det fortættede sæt, hvor Lowe satte trumf på med sine klassikere - 'Half A Boy And Half A Man', 'I Knew The Bride', 'What's So Funny 'Bout Peace, Love And Understanding' samt en mageløst smukt forløst 'The Beast In Me'. Da uret nærmede sig midnat, kunne man såmænd ikke forvente sig mere af en god gammel ven. Det skulle da lige være, at Nick Lowe sparkede sig selv tilbage og tog en tur mere med band og nogle af de mange fine sange, vi trods alt ikke fik denne søndag fra den grånende gentleman med den drilske Tintin-hårtot foran panden og den store sangskat på slæb.