Det var fedt at se og høre kvartetten Bloc Party fra London optræde intenst på en baggrund af stramme, hamrende lysstråler og ved en vis hjælp af båndede elektroniske finesser.
Men selv om sangeren og guitaristen Kele Okereke er en karismatisk sanger i ualmindelig klædelig krop, og på trods af den halvnøgne trommeslagers imponerende energi, var det altså næsten lige så stor en oplevelse at være blandt publikum mandag aften i Store Vega.
Gennemblødt tøj og crowdsurfing
Flest folk under 25 dansede, jublede og svedte igennem, så mascaraen silede, og tøjet sandsynligvis kunne vrides bagefter. Håndfulden af vagter foran scenen var konstant i arbejde i den halvanden times tid, koncerten varede. På opfordring fra Kele Okereke kastede de litervis af kildevand ud i salen, når de ikke var i gang med at gribe en crowdsurfer.
Stemningen mindede om en god koncert på Roskilde, hvor Bloc Party faktisk spillede for to år siden. Dengang var de aktuelle med energisk, poppet postpunk på gennembrudsalbummet ’Silent Alarm’. Siden er flere fans kommet til, og det har ikke dæmpet interessen, at Bloc Party på det nye album ’A Weekend in the City’ lyder sultne efter større scener.
Det var det nye albums store, ambitiøse lyd, der prægede hele koncerten i København og altså også ældre sange som ’Like Eating Glass’ og ’Helicopter’. Men Bloc Party kan et eller andet, som gør, at den storladne stræben ikke tømmer musikken for kontraster og friktion.
Overforbrug, racisme og følelstom sex
Elektronisk bippende, knitrende lyde forøger spændingen, men bunden til den er i forvejen lagt i bandets sammenspil. Mens Kele Okereke synger sine kritiske og angrende tekster om stoffer, overforbrug, racisme, medier og følelsestom sex, spiller han og resten af gruppen melodiske popkatedraler med støj og foruroligende vaklen i murværket.
Spændstige, rytmisk forskudte, skarpe og listige lokker trommerne og bassistens melodiske gange. Mens vokalen og den ofte diskante, hidsige guitar nuancerer følelserne i musikken.
Bloc Party kunne sikkert sagtens have udsolgt et stort spillested, hvor det virkelig havde set ud af noget, da Kele Okereke kravlede op i noget lys. I Store Vega var der mere tale om en lille flagstang end en mast, men stuntet illustrerede da iveren efter at komme publikum udadvendt, rastløst og underholdende i møde.
Det sidste er ikke det mindst vigtige. Bloc Party kombinerer storbydepression og melodisk fest til et udtryk, der tydeligvis let finder et publikum.
fortsæt med at læse
