Jeg er en sanger, der ejer en saxofon« lod en meget snakkende Curtis Stigers os vide på et tidspunkt under koncerten i en form for selverkendelse. Tilmed en aldeles fremragende sanger, hvis sans for raffinement slår igennem i alt, han synger. Derfor må det undre så meget desto mere, at han med sit primitivt honkende saxofonspil trækker sig selv ned på et plan, der ikke tilnærmelsesvis er i overensstemmelse med hans sangkunst. Det kan gå an i yderst stærkt begrænset omfang, som det er tilfældet på Stigers’ seneste udgivelse, ’Real Emotional’, der netop udmærker sig ved sin afspændthed og intimitet. Men det tåler slet ikke at blive eksponeret i de mængder, som vi var vidne til på denne første aften i Stigers’ fire dages engagement i Copenhagen JazzHouse. Og hvor der med et kraftigt forstærket, åbentstående flygel blev lagt et lydmæssigt niveau, der ligeledes skabte problemer for Stigers, idet hans stemme under store dele af koncerten klang unødigt forgrovet. Især når han åbnede helt for den.
Bemærkelsesværdigt
Det kunne man allerede konstatere i koncertens indledende nummer, ’That’s All Right’, hvor det heller ikke var nogen udpræget fornøjelse at lytte til Matthew Fries’ bralrende klaverspil og Keith Halls anmassende trommer. At samme Fries kunne være en udmærket pianist, viste sig, når han dæmpede sit udtryk ned.
Men når det gjaldt Stigers selv, så var det efterfølgende bemærkelsesværdigt, at han selv i de stilfærdige sange, eksempelvis sin egen og Larry Goldings’ ’I Need You’, under de givne omstændigheder aldrig ramte den underspillede, men så meget desto mere inderlige tone, der gør ’Real Emotional’ til en så indtagende plade.
Trøst og forsoning
