Måske er det nogle af fremtidens klassiske verdensstjerner, der i disse dage besøger Tivoli: Fire studerende fra den legendariske Juilliard School of Music i New York. Tirsdag spillede to af dem med orkestret. To andre kan høres i aften, torsdag, og fredag optræder de alle fire i et kammermusikprogram. Der er noget at komme efter. Den taiwanesiske hornist Wei-Ping Chou spillede en hornkoncert af den russiske senromantiker Reinhold Glière, som de færreste nok har hørt før. Det kan der være flere grunde til, men én af dem er givetvis, at den er hundesvær at spille. Og det er vel, som det skal være ved en lejlighed som denne. Førstesatsens omfangsrige kadence er et rent testnummer i sig selv. Men med kun få diskrete knæk havde Chou al den bundsolide sindsligevægt, det sårbare læbearbejde kræver, og kunne samle sig om at musicere. Generøst syngende linjer er jo trods al virtuositet hornets inderste natur, ikke mindst hos en urokkeligt klassicistisk melodiker som Glière (som ingen ville mistænke for at være jævnaldrende med Arnold Schönberg!), og den unge kvinde lod sit instrument synge rundt, blødt og yndefuldt nuanceret. Andanten blev dog noget forstyrret af nervøst tempo, og i den fortravlede finale med den muntert folkloristiske russiske accent lagde teknikken så meget beslag på koncentrationen, at det kneb at gestalte tonestrømmen. Den slags begrænsninger plager ikke den britiske pianist Philip Fisher. Hvor Chou med sit repertoirevalg på den ene side unddrog sig nærgående sammenligninger, på den anden side heller ikke mødte nogen større kunstnerisk udfordring, kastede Fisher sig med ret overvældende autoritet ud i Beethovens med rette berømte 'Kejserkoncert'. Her var noget på spil i hver eneste tone, og jeg mener hver eneste tone. Intet blev afleveret som rent fyld. Rytmikken knejsede af spænding og energi, og anslagets tindrende stål vekslede med glitrende flader af svævende pianissimofigurationer. Ud over selve overskuddet, detaljeklarheden og en udtalt lyst og vilje til at fortælle historier var det især Fishers evne til uafladeligt at bygge formspændinger op i lange, stærke buer, der gjorde hans spil så overordentlig fængslende og åbnede døren til værkets storhed. Samtidig placerede han med sikkert instinkt sin klang midt i orkestrets og gav dermed også orkesterfraseringen et løft. Det kom ikke uvelkomment, for både spændstighed og målrettethed var i underskud fra den kant. Det gjaldt også i den indledende ouverture til 'Fyrst Igor', der ikke, som skrevet stod, er komponeret af Aleksandr Borodin, men af Aleksandr Glazunov over temaer fra Borodins opera.