I et vindue i en lejlighed i stueetagen på Nordre Kirkegårdsalle i Horsens står en gammel lp med Cirkeline, bleget af solen efter mange år på sin udkigspost. Fanget ind i strømmen af mennesker, der defilerer forbi, når man kun lige at registrere det store smil i Cirkelines kuglerunde fjæs. Man smiler igen og sender en venlig tanke til den lille sjove piges univers af grovkornet, men uskyldig spas med musene i den gamle tv-serie. Få hundrede meter længere fremme på den anden side af handelshøjskolen i Horsens stivner det forventningsfulde smil hurtigt ved mødet med en anden, om end lidt mere voksen, legetante, Madonna. Det amerikanske stilikon, selve dronningen af Cool, har inviteret til det, der skulle være flirt i fri dressur med 85.000 danskere på en tivoliseret markedsplads.
End ikke silhuetten kunne man se
Men ligesom Cirkeline lader Madonna sig kun beskue på langdistancen på en fjernsynsskærm. Derfor antager det, der skulle være danmarkshistoriens største koncert for et – dyrt – betalende publikum, en gigantisk sensommerfest, hurtigt karakter af videoaften med Madonna i en drive in-biograf. Selv omkring 100 meter fra scenen, så langt frem, som man kunne komme, inden man mødte en uigennemtrængelig mur af mennesker, kunne man end ikke se silhuetten af den klejne amerikaner på scenen. Kun på storskærmene i en kameraføring, der i sagens natur valgte at fokusere entydigt på sangerinden, kunne man følge koncertens gang.
Derfor er det urealistisk og for useriøst at forholde sig til koncerten som anmelder. Det er indbildsk at anmelde en begivenhed, man kan høre, men ikke se. Hvorfor de følgende linjer primært handler om arrangementet og altså ikke så meget om Madonnas indsats som koncertkunstner.
