Der er noget utrolig elskværdigt, ja, nærmest nuttet, over en tyveårig gut, der står og synger om tabet af sit livs kærlighed: »And now I'm alone on the balcone/ with no more songs to sing/ only this last serenade/ and you know I sing it for you«. Kærlighed er det helt store tema i r'n'b-sangeren Joey Moes tekstunivers, og han har da også ordet ' Love' tatoveret på underarmen. Dansk-hawaiianeren Moe er nyeste skud på hit-stammen fra producerteamet Nexus, som også står bag Nik & Jay. Hans seneste single 'My last serenade' bliver powerspillet på Voice TV og downloades i hobetal som ringetone over det ganske land. Joey Moe er med andre ord et teen-idol, med alt hvad det indebærer af ungpigefans og organiserede butiksautografskrivninger. Med sig på scenen havde han mor og moster Lupe og Lei Moe, og de to legendariske korpiger gav en dejlig ro af erfaring til den tydeligt nervøse Joey Moe. »Jeg har glædet mig til det her i ti år, og så står jeg her på scenen i Pumpehuset i min egen by og er virkelig nervøs over, at der er kommet så mange mennesker bare for at se mig«, sagde han ærligt oppe fra scenen efter sin første sang. Nervøsiteten fik Moe dog dæmpet lidt, da han efter to-tre sange fik spillet sig varm med en blanding af ballader og dansegulvshits. Publikum var i den yngre ende: børn helt ned til 8-9 år, der - tydeligt pinligt berørte - skubbede mor i baggrunden for at foregive at være alene til koncert. Og venindepar i farvekoordineret tøj og fake Gucci-tasker, der sang med fra start til slut uden at slippe hinandens hænder. Helt oppe foran scenen var nogle af publikummerne så små, at de måtte lægge hovedet så langt tilbage som overhovedet muligt for at se idolet. Små spinkle pigearme rakte op imod Joey - flere med Tivoliturpas om håndleddet. Det skabte en herlig stemning af Blå Mandag eller sidste skoledag, som gik fint i spænd med Moes sange om young love. »Jeg føler virkelig denne her«, sagde han, da han gik i gang med sangen 'Crush' om en gymnasiepige, han var hemmeligt forelsket i. Musikken var i den pænt producerede genre med boybandet Backstreet Boys som tydelig inspirationskilde med en blanding af pop, r'n'b og rap. Backingbandet prøvede - lidt upassende - flere gange at spille rockede versioner af sangene. Musikken virkede faktisk lidt 90'er-forældet her i 06. Men Joey Moes charme og tydelige nybegynderusikkerhed vandt, hvor musikken haltede. Publikum fik dog ikke rigtig kontakt med Joey Moe. Måske virkede det hele som en musikvideo? Måske var det deres første koncert? Måske gik de for meget op i at have beviser at blære sig med over for vennerne? I hvert fald blev størstedelen af koncerten fordærvet i sikker afstand bag kameraet i mobilen, der fulgte hver en bevægelse, Moe gjorde oppe på scenen. Det var synd for Joey Moe, der helt tydeligt gerne ville interaktionen. Kun da han efter et tøjskift kom ud i forreven undertrøje, fleksede overarme og baggyshorts, vågnede pigerne hvinende op. Og tog billeder. Joey Moe har kun lavet én plade, 'Moetown', så hans materiale var naturligt begrænset, hvorfor han sang uptempo-hittet 'Flip it (like a dj)' to gange og forsøgte sig med Marios 'You Should Let Me Love You' og Earth, Wind & Fires 'September'. Især den sidste var vellykket og med respekt for det klassiske forlæg. Joey Moe skal nok blive rigtig god live, når han får mere erfaring med store spillesteder som Pumpehuset. Og så kan vi jo bare håbe, at publikummet vover at lade mobilen blive i lommen og i stedet sætter fut i hele farvespektret af Converse All Stars og Kawasaki-sko.