Forestil jer Gitta-Maria Sjöberg i det helt store skrud med ekstra halelængde, gnistrende i dybskinnende bronzefarver om kap med Tivolisalens nye forgyldte scenerum. Sopranen, der til daglig er solist på Det Kgl. Teater, har den ekspansive bredde, der skal til at tackle de lange melodilinjer i Strauss’ ’Vier letzte Lieder’. Da hun nåede til tredje sang, ’Beim Schlafengehen’, og teksten kuldegysende kulminerede på ’Und die Seele, unbewacht’, var klangen svævende. Kanske tog Sjöberg et par ekstra vejrtrækninger hist og her, men de var fornuftigt placeret, og med et lys, der bredte sig i højden, var hun en dejlig solist i Strauss’ fire fuldmodent solnedgangssøgende sange til tekster af Eichendorff og Hesse. Massiv kulmination På podiet stod – i kinesisk kimonojakke – en gammel kending fra Tivolikoncerterne, Okku Kamu, og jo, han var sikker. Men nej, han var ikke forrygende spændende, og de overemfatiske strygerfraseringer, han havde fundet på til begyndelsen af netop ’Beim Schlafengehen’, fungerede ikke just overbevisende.
Men de magiske akkordskift i den sidste sang, hvor to gamle hånd i hånd ser livets slutning i øjnene, var dejlige som altid. Og som altid udgjorde Stravinskys rytmisk-barbariske ’Sacre’ en massiv kulmination på en symfonisk aften. Når Stravinsky lader sit forvoksede orkesterdyr grynte, ryster salen, og med ekstrabemanding kom Sjællænderne gennem dette barbariske, hedensk inspirerede russiske forårsritual.
