I en YouTube-tid, hvor stadig færre kender nydelsen ved at fastholde opmærksomheden om en musikoplevelse – eller om nogen som helst oplevelse, er jeg bange for – i mere end et par minutter, kunne man unde flere at opleve en symfoni af en vidunderligt gammeldags, komplet umoderne komponist som Anton Bruckner.
Den Wagnerbegejstrede østriger fastholdt i sine enorme, dybt fascinerende symfonier Mozarts klassiske, firsatsede symfonitradition, men hos senromantikeren Bruckner vokser symfonisatserne til alpedimensioner. Det er musik, man kan give sig hen til. Lade sig rive med af. Udforske og måbe over, som var det et møde med Mont Blanc. Langsomme satser Bruckners symfoniske opbygninger spænder fra det embryonalt sitrende til jordrystende mammutudladninger af lyd ved de klimakser, orkestret møjsommeligt, men triumferende erobrer. Som var de bjergtinder.
