Med en hel lille pantomime af en enmandsforestilling gjorde dirigenten Herbert Blomstedt godmodigt nar ad det voldsomt hostende og harkende danske publikum. Men det hjalp ingenting. Der blev stædigt hostet videre imellem satserne, så man skulle tro, det gjaldt liv eller død. Måske hosterne, næste gang de går til koncert, skulle prøve at forestille sig, de var jøder, der lå gemt i bunden af en fiskerbåd i Gilleleje. På vej til sikkerhed i Sverige under krigen. Uden at måtte opdages af værnemagtens tropper. Så kunne de måske styre harkeriet lidt? Nå, Herbert Blomstedt kom i hvert fald ingen vegne med sin godmodigt drillesyge lille opdragelsesforestilling efter første sats af Beethovens 4. Symfoni. Til gengæld kom han ufattelig langt med musikken. Tænk at forene det skarptskårne og vitale med det lette og porøse. Tænk at forene leg og alvor. Mesterligt!
Som i sin tid ved Gewandhaus i Leipzig, hvor han var chefdirigent frem til 2005, kombinerede den tidligere chefdirigent for Radiosymfoniorkestret Beethoven med Nielsen.
