Det var lørdag aften. Forum i København var fyldt med omkring 6.000 overvejende velvoksne fans, hvoraf en del var rejst gennem hele landet for at være til stede.
Koncerten var kun lige begyndt. Uden svinkeærinder havde Bruce Springsteen og E Street Band kastet sig ud i det nye nummer ’Radio Nowhere’, hvor linjen »I just want to hear some rhythm« gentages som et lige dele desperat og lystfyldt mantra fra en mand, der simpelthen trænger til rockmusik og gerne vil dele følelsen med publikum, som ikke desto mindre bliver et hak mere højlydt glade, da det efterfølgende nummer viser sig at være et af de gamle.
Nemlig ’No Surrender’ fra succespladen ’Born in the USA’, der udkom i 1984.
23 år mellem numrene
Der er 23 år eller mere mellem numrene fra Springsteens nye album ’Magic’ og de gamle sange, han tog med ind i Forum.
Men aldersforskellen var uden betydning. Dels fordi Springsteen i tæt sammenspil med E Street Band justerede på stemningerne i de gamle sange. Dels fordi ’Magic’ musikalsk har tråde tilbage til de legende, rodbevidste plader, Springsteen indspillede i 1970’erne.
Selv om der kun har været få udskiftninger i E Street Band siden dengang, kan man jo godt som bandleder lægge snittet i musikken et andet sted og dermed justere lidt på stemningerne.
Clarence Clemons klappede tamburinen
’No Surrender’ for af sted i Forum, som var sangen et krav og ikke den bønfaldelse, den oprindelig havde i sig.
Og dét nummer var ikke det eneste, hvor det mangeårige bandmedlem Clarence Clemons klappede på tamburin i stedet for som førhen at brøle lange, gennemtrængende strofer på sin sax.
Heller ikke guitaristerne Nils Lofgren og Stevie Van Zandt blev sluppet løs som førhen. Og pianisterne, trommeslageren Max Weinberg og bandets nyeste medlem, violinisten Soozie Tyrell spillede, som om bandet var en krop, hvor alle dele var lige vigtige.
Lidt mere alvor i numrene
Soozie Tyrells folkloristiske strenge spillede med, da Springsteen i 2006 fortolkede Pete Seeger på livfuld vis. Det med at sætte liv til rødderne har måske givet ham og E Street Band ny inspiration.
I hvert fald var der ikke nogen træthed over denne aftens versioner af de gamle sange. I nogle tilfælde kunne man spore lidt mere alvor end før.
Når Springsteen badet i mørkerødt lys og med lukkede øjne sang sig ind i ’Reason to Believe’ og ’Darkness on the Edge of Town’ var blandingen af spiritualitet og realitetsfornemmelse lige så tydelig, som da han sang ’The Promised Land’ og ’The Rising’.
Mistillid til den amerikanske nutidspolitik
Tvivlen var mindst lige så stærk som troen i ’Reason to Believe’. »B-b-b-lieve« stammede Springsteen oven i købet med vilje i sangens slutning.
Tvivl på, afmagt over for og mistillid til amerikansk nutidspolitik løb som en strømning gennem musikken, men blev kun formuleret direkte fra scenen få gange.
Der var ikke grund til at udpensle det yderligere, og desuden var det med musik, Springsteen ville udtrykke sig. Det akustiske titelnummer fra ’Magic’ var intenst, nøgent og fortvivlet som nogle af sangene på ’Nebraska’. ’Magic’ handler om krig og forløjet politik, og sangens budskab var allermest tydeligt, da Springsteen til sidst bare nynnede. I falsetleje. Som et svigtet menneskes allersidste lyd.
The River for første gang på turneen
En lignende nynnen afsluttede også ’The River’, som E Street Band ikke tidligere har spillet på denne her turné. Også under ekstranumrene blev der impulsivt lavet om på sætlisten. ’Santa Claus Is Coming to Town’ har været fast indslag i alle de andre byer. I København fik vi en sprudlende inspireret version af det lange nummer ’Kitty’s Back’ fra ’The Wild, the Innocent & the E Street Shuffle’.
Inden ’American Land’ satte endeligt punktum for cirka to en halv times koncert, fik publikum også de gamle hits ’Dancing in the Dark’ og ’Born to Run’ at gå hjem på. »I just want to hear some rhythm’«, brølede han i begyndelsen. Det sørgede han så selv for at levere.
fortsæt med at læse
