Tivolis Koncertsal var kogende fuld af mennesker, og nede i foyerområdet var et bord med drikkevarer reserveret til firmaet Falck i pausen. Damen selv var denne aften iført en turkis robe, og det var en synligt professionel 65-årig Kiri Te Kanawa, der stillede sig i flyglets runding og lod sin akkompagnatør slå tonen an til aftenens første italienske arier og tysksprogede sange af Mozart. Over sidste salgsdato Men uha uha! Det, der kom ud af munden på aftenens stjerne, havde langt overskredet sidste salgsdato. Mellem en optræden tirsdag på Værket i Randers og efterfølgende koncerter i Stockholm og Oslo var det en skrækkeligt slidt lyrisk sopran, der med en for længst afviklet verdenskarriere i bagagen og sit verdenskendte navn som trækplaster gav Tivoligæsterne det, de troede, hun stadig havde at give dem. Eller måske det, de bare gerne ville tro, hun stadig har. Ville gerne være gået Der blev i hvert fald hvisket beundrende på min række. Andre gik i pausen med en bemærkning om, at de heldigvis havde fået billetterne gratis. Hvis ikke jeg havde været forpligtet som anmelder, var jeg også gået. Det må jeg sige. For det, der givetvis er en økonomisk overskudsforretning for arrangøren SPA Entertainment, der denne aften havde lejet sig ind i Tivolis Koncertsal, var bestemt ikke nogen kunstnerisk overskudspræstation. Tiden er hård. Især ved lyse stemmer, og Kiri Te Kanawa måtte holde sammen på sin frasering, så godt hun overhovedet kunne uden at lukke for meget op for volumen.
Simpelt hen for at undgå det alt for voldsomme vibrato, der alligevel fra tid til anden væltede ud og fik flere af også Richard Strauss’ sange til at lyde falsk.
