Der mangler ikke hype omkring den 26-årige amerikanske trompetist Christian Scott, som turnerer i Skandinavien med sin dynamiske kvintet. De har netop udgivet albummet ’Yesterday You Said Tomorrow’. Den sorte og alvorstunge, hverken enkle eller særligt afklarede plade er blevet kaldt noget så voldsomt som den vigtigste jazzudgivelse i 50 år. Men selv om man umuligt kan være enig i det bombastiske udsagn, har Christian Scott med gigantkoncernen Universal i ryggen formået at lægge sig nummer et på den europæiske liste over mest solgte jazzplader lige nu, hedder det. Antiklimaks Så meget desto mere må Universal have røde ører. For med en nærmest fraværende pr-indsats blev de to danske stop på turnéen en antiklimaks for musikerne. Onsdag i Odense og torsdag på Amager havde meget få købt billet til et navn, hvis berømmelse ikke er nået ud til danskerne. Kontrasten blev grel. Christian Scott har nemlig ikke bare sin modebevidste og selvsikre fremtoning til fælles med Miles Davis, som han sælges som en reinkarnation af. Også den unge Miles’ vrede og indignation over sortes forhold i USA holder Scott i live med numre som ’KKPD’, der står for Ku Klux Police Department.
Musikbagmænd regner ikke med at se deres penge igen »Something is going on in Denmark?«, spurgte Scott, da han så, at 50 snarere end 100 mennesker var dukket op til hans koncert på Amager. Han nøjedes derefter med et enkelt sæt, og med sin kvintet bestående af unge amerikanere plus en canadisk guitarist gav han den i rollen som Miles. På samme måde som han lagde sig i kølvandet på ikonet ved forrige år at spille ud med et livealbum fra jazzfestivalen i Newport netop i halvtredsåret for udgivelsen af ’Miles Davis at Newport 1958’. Musik med groove Efter turnéstart på Ronnie Scott’s i London med positive anmeldelser i blandt andet ’The Guardian’ blev det en heroisk gennemførelse af halvanden times heftigt energipumpet jazz fra Christian Scotts gruppe, der spillede Scotts egne kompositioner fra det nye album. '






























