På tirsdag spiller Saleem Abboud Ashkar med DiamantEnsemblet i Diamanten, og det vil jeg anbefale.
Den 34-årige pianist fra Nazaret er nemlig en af Daniel Barenboims protegeer, og hans Beethovenspil fredag i Koncerthuset med Det Kongelige Kapel var på en gang fyrigt, lyrisk og præget af en god blanding af overblik og plads til vildskab og styrke i detaljen. Det kunne man høre. Eller i hvert fald fornemme. For klaverklang går rimelig godt ud i den store sal. Men fra øverste balkon, hvor anmelderen havde fået plads, var det umuligt at vurdere balancen mellem instrumenterne i orkestret. Anmeldelsen af Kapellets bidrag til Beethovens ’Kejserkoncert’ må derfor indskrænke sig til at konstatere, at Saleem Abboud Ashkars fortolkning af den brillante klaverstemme i koncerten virkede spændende. Jeg havde gerne hørt den tættere på. På anden balkon i Koncerthuset Den sprudlende nummer fem af Beethovens klaverkoncerter er også den store wienerklassikers sidste. Den er udadvendt og funklende som fyrværkeri. At orkestret og solisten ofte lød forskudt, hænger formentlig sammen med, at de skarpe accenter og orkestermusikernes ansatser i Beethoven opløstes et sted i luften mellem undertegnedes ører og orkestret. De nåede ikke frem. Det gjorde ikke engang for alvor lyden af Gustav Mahlers 4. Symfoni. I omfang og dimensioner er symfonien Mahlers mindste og letteste. Nærmest en Mozartsymfoni målt mod de større Mahlersymfonier. Ligesom man på anden balkon i Koncerthuset frustreret kunne opleve en følsomhed i orkesterspillet, der nåede frem som indtørrede lydbølger, fik man også i Mahlers lyseste symfoni et formentlig skævt indtryk af balancen mellem kraftige blæsere og svage strygere.
