Rejsetiden var svær at beregne, og jeg arriverer en hel time før koncerten, men tro ikke, jeg er alene ude i skoven! Oremandsgaard Kammermusikfestival har sit stampublikum, som allerede fylder havebordene med medbragt mad og drikke eller forsyninger fra den interimistiske serveringsdisk. Den traditionsrige festival, der varer måneden ud, finder sted i herregården Oremandsgaards 'Snitteskole', et særpræget gammelt hus, der ligger isoleret midt i en lille skov syd for Præstø. Her er fred og ro og en fornemmelse af god tid; og myggene, som undertiden kan være en plage, har ladet sig kujonere af det tørre vejr. Og der er udsolgt, selv på en aften som denne, hvor ny musik dominerer programmet. Den norske Cikada-kvartet er et ensemble i verdensklasse med speciale i det nyeste, som en akkordeonspiller som den talentfulde unge landsmand Frode Haltli i sagens natur også må lægge hovedvægten på. Sådan et indslag er ikke utypisk for den kvalitetsbevidste festival, der dog især bygger på førende danske musikere. I år er jubilaren Mozart det gennemgående navn, denne aften repræsenteret ved to finurligheder: Haltli spillede - med stilsikkert udtryksfuld delikatesse som en god pianist - den sene og vidunderligt fuldkomne andante i F-dur for en orgelvalse, altså en musikautomat! Og kvartetten bød på den anderledes eksperimenterende, vildt ekspressive adagio og fuga i c-mol, et efterskælv fra Mozarts rystelse ved mødet med Bachs musik. Resten var nyt og overvejende dansk. Dog vejede norske Maja Ratkjes afsluttende kvintet, 'Gagaku-variationer', godt til. Inspirationen fra japansk gagaku-musik anes først kun i en karakteristisk forpint dissonerende gestik, mens den voldsomme, rytmiske eller motoriske energi har meget lidt med forbilledet at gøre; men midt i det lange stykke falder musikken til ro i en smuk og eftertænksomt sparsom sats, hvor akkordeonet imiterer mundorglet, strygersoli efterligner japanske blæseres glidende intonationer, og pizzicati genlyder af gagaku-orkestrets hårde, tørre strengeinstrumenter. Siden gror musikken umærkeligt til igen med nutidige virkemidler, men nu med gagaku-stilens tungt skridende melodi som mere eller mindre håndgribelig rygrad. Et spændende og righoldigt stykke. Nyklassikere som Bent Sørensens korte 'The Lady of Shalott' og Hans Abrahamsens '10 præludier' fik friskhed og farve af kvartettens klare, faste klang og beslutsomt skulpturelle artikulation, som gjorde musikken næsten fysisk håndgribelig. Soloen 'Looking on Darkness' tryller uvirkelige effekter som glissando og vibrato ud af akkordeonet i en roligt fremadskridende fortælling, der endnu en gang nyformulerer Bent Sørensens spøgelsesagtige skyggeunivers. Herefter var Abrahamsens nye 'Tre små nocturner' for alle fem musikere en overraskelse: Han går Sørensen i bedene med nostalgiske rudimenter og slørede klangeffekter. Måske burde man ikke forbavses: Allerede i hovedværker fra ungdomsårene klinger ekkoer af en tabt fortid. Det nye er fokusset på klangen, men også dramatiske indslag af maskulin beslutsomhed. Og Abrahamsen er umiskendeligt sig selv i den stramme, økonomiske formgivning med skarpt tegnede karakterkontraster, en grafisk klarhed og præcision, der er vidt forskellig fra Sørensens vegt drømmende clairobscur, og som gør musikken fortættet meddelsom. I aften, søndag, giver Amalie Malling en klaveraften i 'Snitteskolen', og mandag er der strygekvintetter af Mozart og Brahms.