Så var der dømt pianistisk smæk for hele den let forhøjede skilling. Copenhagen Summer Festival er ellers for en stor del helliget de unge og mindre prøvede, men russeren Matsujev er en klaverbokser, man ikke gerne vil møde i en mørk gyde. Til gengæld er han god for en eftermiddags gedigent underholdende pyroteknik på tangenterne i et toneleje, der egentlig gjorde det overflødigt at lukke vinduerne for trafikstøjen. Matsujev kan selv, mens flyglet svajede som Den Flyvende Hollænder i brandstorm. Nu er støj jo ikke nødvendigvis musik, og vi skal heller ikke gøre det primitivere, end det var. Nok var programmet med en generøs håndfuld ekstranumre lagt an på at imponere, men de otte satser fra Tjajkovskijs 'Årstiderne', der indledte programmet, er dog lyriske karakterstykker, og Matsujev var ikke den, der snød på vægten og slap klaverløven ud af buret i utide. Til hans overskud hører også en herligt saftig og bidefast tone, der under fuld kontrol kan tvinges ned i det sarteste pianissimo, og et sikkert øre for varmt syngende melodi, indre dialog og skiftende karaktertegning. Han ved, hvad han gør, helt ud i den fineste modellering, og han ved det hjemmefra. Det er ikke ved spontanitet, han gør indtryk, og det er nok derfor, han trods sin smagfulde følsomhed ikke opleves som en poetisk musiker. Men så var der altså hangen til at spille med musklerne. Især den lige venstre slog hårdt allerede i Tjajkovskijs 'August', hvor komponisten ellers forlanger piano, så bassens bulder var ved at dække hele teksturen, og i programmets afsluttende virtuosnummer, Igor Stravinskys 'Petrusjka', tog det helt overhånd i forbindelse med urimeligt hektiske tempi. For meget pral for min smag og for lidt hørbar musikalsk substans. Musikken er bedre værd. Også indledningen til Franz Liszts 'Mephisto-vals' havde en rem af huden, men som helhed blev det fascinerende bizarre stykke dagens mest overbevisende og engagerende: skarpt ciseleret, rigt på kontrast og frem for alt decideret dæmonisk i sin indædthed. Her havde Matsujev en historie at fortælle, der handlede om mere end ham selv. Et hjertesuk til sidst: Hvordan kan Copenhagen Summer Festival tillade en fotograf at rende rundt i salen og tilmed frem og tilbage i den smalle passage mellem publikum og musiker eller med sit objektiv lige ind i øret på pianisten? Det er stærkt distraherende og frækt mod både kunstner og betalende gæster, der her fik forringet oplevelsen af Tjajkovskij.