En dansk jazzmusiker kom for en del år siden med den påstand, at free jazz var sjovere at spille selv end at lytte til. Han vidste, hvad han talte om, for han havde prøvet det. Nu er der ganske vist flere måder, man kan dyrke den frie jazz på. I sin mest radikale form giver den afkald på ethvert tilløb til melodisk struktur, og det er den, som den danske sopran- og tenorsaxofonist Lotte Anker fortrinsvis hengiver sig til. Det gjorde hun også på den københavnske jazzfestivals sidste aften i Copenhagen JazzHouse i selskab med to amerikanske musikere, altsaxofonisten Tim Berne og trommeslageren Tom Raney, den franske pianist Sylvie Courvoisier og japanske Ikue Mori på lab top. Og som jeg endnu en gang måtte konstatere, er den af Anker benyttede metode også den mest problematiske. Jeg kan ikke lade være med at undre mig. For i andre sammenhænge har Anker jo tidligere vist, hvilken begavet musiker hun er. Men den frie jazz, Anker dyrker, har med tiden udviklet sig fra den kreative proces, den var engang, til et ritual, der følger sine ganske bestemte rutiner. Hvert stykke anslår til en begyndelse en slags grundtone, der holdes eller gentages, eller som man kredser omkring gennem et vist stykke tid, mens der som baggrund danner sig en form for rytmisk ubestemmelig lydkulisse. Næste fase er en intensivering, hvor blæseinstrumenter formulerer sig i små, mere og mere heftige udbrud. Hvis der en pianist med i ensemblet, vil denne i overvejende grad benytte instrumentet perkussivt ved at hamre i tangenterne eller banke på strengene inde i flyglet. Jo flere der er på scenen, desto mere kaotisk når sammenspillet at blive, inden alt mod slutningen falder til ro igen. Stor forskel er der ikke på de enkelte numre. For det er de samme små truttelutter og intervalspring, der strømmer fra blæseinstrumenterne, den samme devise, der danner udgangspunkt for musikken. Der var dog én musiker denne aften, der i højere grad end de øvrige tiltrak sig opmærksomheden. Det var Raney, der med sit konstant opfindsomme spil ikke blot skabte noget af den tiltrængte variation, men også byggede op til den intensitet, der i perioder ligeledes fik sit greb i publikum. Og der var enkelte andre øjeblikke, en passage, hvor de to saxofoner flettede sig sammen og gav plads for Courvoisier, eller den lille duet, der udspandt sig mellem Mori og Raney. For også for free jazzen gælder det, at man taler bedst sammen på tomandshånd.