Han har været her flere gange før, hans publikum fylder uden problemer JazzHouse til sidste ekstrastol to aftener i træk, og han er faktisk ikke til at stå for. Der er noget på én gang provokerende, afvæbnende, fysisk appellerende og åndeligt bevægende ved 38-årige Richard Bonas sårbare falset kombineret med hans hårdtpumpede, direkte basspil. Det tidligere vidunderbarn fra Cameroun kan også behandle sin femstrengede elbas så svævende sart, at der bliver helt stille omkring ham. Han kan lave stjernestunder, hvor det bevægende flytter sig fra det fysiske til det åndelige plan. Når man oven i det lægger en velkalkuleret blanding af selvbevidst stjernestatusdyrkelse og en god portion humor, ja så har man kombinationen af det afvæbnende, det gribende og det på flere niveauer bevægende. Vokalt gik Bona en Bobby McFerrin åbenlyst i bedene med ekvilibristiske klatreøvelser i fast forward-tempo, bygget elektronisk op lag på lag og suppleret med så mange tricks på bassen, at alle faldt på halen. Det tog Bona og hans fem musikere cirka et splitsekund at få publikums opmærksomhed. Det tog dem to splitsekunder at få det propfulde JazzHouse til at svinge hoveder og kroppe i takt til deres effektive blanding af amerikansk jazz og verdensmusik med afrikanske skråstreg sydamerikanske rødder. Medlemmerne af Bonas 'worldband' viste sig et efter et - fra saxofonisten og den amerikanske guitarist over den hollandske keyboardspiller og den cubanske trommeslager til det colombianske percussionfænomen Samuel Torres (wow!) - at være håndplukkede specialister, der alle kunne sparke et nummer effektivt i gang. Og så i øvrigt pumpe det mere og mere og endnu mere op, ryk for ryk, indtil Bona bogstaveligt talt kastede om sig med eksplosioner af bastoner. Recepten var effektiv, og med en krydring af ironiske jokes om Keld Heick (»what a great singer!«) inspireret af navnet på saxofonist Aaron Heick plus en heftig charmeoffensiv over for de tilstedeværende kvinder var der ikke den blandt publikum, der ikke lod sig forføre af Richard Bonas afrikanske briser, hans elegante basvirtuoserier, hans funky tommelspil og bandets elektriske mellemlanding i Weather Reports legendariske 'Birdland'. En gribende, især fysisk bevægende aften med et hold effektive musikere anført af en topmusikalsk entertainer.