De havde en hel del til fælles, de to duoer, der optrådte i Operaen tirsdag aften. Alle fire musikere, den franske klarinettist og sopransaxofonist Michel Portal og hans landsmand akkordeonspilleren Richard Galliano, der som de første indtog scenen, og den dominikanske pianist Michel Camilo og den spanske guitarist Tomatito, som fulgte efter pausen, er jo virtuoser af højeste rang. Hos begge duoer havde musikken ofte et kraftigt folkloristisk islæt, og begge havde kompositioner af tango nuevo'ens skaber, Astor Piazzolla, på deres repertoire. Af større betydning var imidlertid de forskelle, der gjorde sig gældende imellem de to grupperinger. Åndedræt og legelyst Hos den franske duo var det jazzens åndedræt, man kunne fornemme i musikken, hos den dominikansk-spanske var det - på en enkelt sekvens nær - flamencoens. Endnu mere markant var dog den forskel, der prægede selve holdningen i den musik, der blev fremført. Hos de to franskmænd med en ubesværethed og en legelyst, som man - også med udgangspunkt i selve det materiale, de arbejdede med - kunne betegne som spillemandsmusik på guddommeligt niveau. Til grund ligger der ikke blot et årelangt samarbejde, men også en ekstraordinær musikalitet, der har formået at skabe denne sjælenes overensstemmelse imellem dem. Knald på numrene I Camilo/Tomatino-duoens musik mødte man en anderledes gensidigt udfordrende attitude, hvilket ikke bør opfattes som kritik. Den virtuose appel var påfaldende, men samtidig integreret i selve det musikalske udtryk, hvilket netop er karakteristisk for denne type musik. Der var knald på i numre som Chick Coreas 'La Fiesta' og 'Spain', undertiden så meget, at det under de givne betingelser koksede ud mellem flyglets hårde klang og Tomatitos skramlende guitar. Der var dog ligeledes fine passager, som da temaet fra Bill Evans' 'Very Early' førte videre til Ned Washingtons 'Stella By Starlight' og for en stund påmindede os om, hvilken fremragende jazzmusiker der også bor i Camilo. Piazzolla-fortolkninger Mere problematisk stillede det sig, når man sammenlignede de to duoers fortolkning af Piazzollas musik. Hos Portal, der her spillede bandoneon, og Galliano var det med en ubesmykkethed, der alene lod den rene følelse tale til os. Hos Camilo og Tomatino var det med en så udpenslet sans for at dyrke den enkelte detalje, at det i nogen grad gik ud over den indre sammenhæng i musikken.