De er der heldigvis endnu. De ægte, fuldblods jazzsangerinder, der ikke baserer deres vokale udtryk på tillærte attituder, men som uforbeholdent tør være sig selv og bruge deres stemme, som Gud har givet dem den. For nogle årtier hed det førende kvindelige trekløver Ella Fitzgerald, Carmen McRae og Sarah Vaughan. I dag er det Dee Dee Bridgewater, Dianne Reeves og Diana Krall, der indtager en tilsvarende position. Og de to førstnævnte er endog i år den københavnske jazzfestivals gæster. Igen - kan man tilføje, for de har jo besøgt os adskillige gange før. Men det gør ikke gensynet og genhøret mindre hjerteligt, som det skulle vise sig, da Dee Dee Bridgewater og Tivolis Big Band lørdag aften indtog Plænen i Tivoli. Og for mig blev det faktisk en ny oplevelse, idet jeg ikke havde overværet deres koncert samme steds i 2004. Det er en anden form for udfordring at stå foran et fuldt besat big band end et optræde med sit eget lille ensemble, og jeg tvivler på, at nogen i dag er i stand til at løse en sådan opgave mere overbevisende,end Dee Dee Bridgewater formår det. Hun har stemmen, der kan brage igennem. En stemme, der i en blues kan råbe som en rejekællings, men også kan tindre af ømhed i en ballade som 'In A Sentimental Mood'. Og hun har meget mere end det. Det, der gør hende til en så enestående kunstner, er hendes dramatiske talent. Først og fremmest som det ytrer sig hendes sang, i dens rigdom af nuancer og i den måde, hvorpå hun også i det deklamatoriske i sit foredrag fastholder jazzens rytmiske intensitet. Men dette særlige talent kommer ligeledes til udtryk i hendes evne til at fange øjeblikket, i hendes varme kommunikation med publikum imellem numrene og med musikerne på scenen. For intet tydede på, at det var noget, hun havde indstuderet i forvejen. Hvilket bringer os til orkestret. Et fortræffeligt orkester, der i disse sommermåneder også råder over adskillige medlemmer fra Radioens Big Band og Niels Jørgen Steens Monday Night Big Band. Det var nemlig i høj grad dets fortjeneste, at Dee Dee Bridgewater kunne tillade sig at frasere så frit og så trygt, som hun gjorde det, støttet af orkestret i en lang række fine arrangementer. Det klædte 'Lady Be Good' at forflytte sig i valsetakt. 'In A Sentimental Mood' bød på en herlig sekvens for saxofongruppen, og indimellem kom flere glimrende solister til orde. Aldeles fremragende - og det, jeg ved siden af Dee Dee Bridgewater vil huske koncerten for - var Steen Hansens basunsolo i 'Polka Dots And Moonbeams'. Hvor mange herhjemme er mon klar over, hvilken musiker vi har i ham? Når jeg lytter til hans spil, tænker jeg tit på, at der er ingen basunist i hele verden, jeg hellere vil høre.