Primal Scream har et specielt sindelag. Sangeren Bobby Gillespie fra Glasgow og flere andre medlemmer har holdt sammen i årevis, men bortset fra besætningen og Gillespies velplejede pagehår har kun få ting været stabile i det band. Dancepop og rock-revival Under en ujævn og usammenhængende koncert i Roskilde valgte de at præsentere publikum for alle de retninger, de har fulgt. Der var genhør med de tidlige 90'eres dancepop og de sene 90'eres benhårde, halvelektroniske dancerock. Og så var der mange eksempler på den rockrevival-idé, der optog Primal Scream i midten af 90'erne og genbruges på albumnyheden 'Riot City Blues'. Pastiche Når ældre numre som 'Kowalski', 'Medication' og 'Swastika Eyes' blev spillet, swingede musikken fra hjerne til fod. Fedtet, sexet, flabet og stjernebesat ligesom dengang, Gillespie (og så mange andre) brugte kemi i pilleform som kreativ genvej. Når Primal Scream derimod spillede rock i stil med 40 år gamle Rolling Stones-plader, bevægede musikken sig ikke ud af stedet. Nye numre som 'Country Girl' og 'Suicide Sally & Johnny Guitar' blev da afleveret energisk nok, men arbejdsiveren var rent spild. Rytmisk og stemningsmæssigt var musikken lige så død som udtrykket i Bobby Gillespies ubevægelige fjæs. Hvis man vil give nogen eller noget kunstigt åndedræt, skal man virkelig mene det. Ellers genopliver man ingenting. Primal Screams Rolling Stones-rock var ligegyldig pastiche.