Kanye West kaster ikke håndtegn ud i intetheden konstant. Kanye West råber ikke op om sine homies og dawgs hver andet øjeblik. Kanye West smider ikke skjorten for at ryge sig en joint på scenen, mens han stiller sig an i positur. Kanye West slipper ikke sit fokus på musikken for at prale af sig selv. Han praler - selvfølgelig, men lader elegant musikken gøre også det arbejde for sig. Kanye West er med andre ord en meget usædvanlig, sort amerikansk rapper. Ikke desto mindre er han hip hoppens største stjerne og i det hele taget populærmusikkens mest opfindsomme dynamo i disse år. Topnavn eller ej? Men på Roskilde havde Kanye West valgt at lade pop og sine ubestridte evner som showman styre det, der derfor blev en regulær fest, snarere end en koncert med musikalsk tyngde. Det blev på en måde koncertens store force, men på den anden side grunden til, at Kanye West var en mild skuffelse som det indlysende topnavn på festivalen. Til det indre popdyr Når man hellere vil divertere med en ganske velspillet og veloplagt potpourri af brudstykker fra klassikere som Beatles 'Eleanor Rigby', A-has 'Take On Me' og The Verves 'Bittersweet Symphony' end spille nogle af sine egne, fremragende sange, skuffer man selvfølgelig sit kernepublikum. Selv om vi fik en forhastet udgave af 'Golddigga', en sejtrækkende 'Get em High', en funklende 'Touch The Sky' og en formidabel 'Jesus Walks', gik man fra pladsen med en underlig uforløst fornemmelse. Det indre popdyr var blevet fodret, de slidte sneakers fik hvirvlet lidt støv op, men sjælen ville godt have mødt den rigtige Kanye West.