Badet i blodrødt scenelys står en spinkel, militant klædt svensker under camouflagekasket og synger, som om det gælder liv eller død. Han flår stemmen op nede fra brystkassen, så den sejler vindflosset, men søstærk ud under teltdugen, hvor publikum synger med. I milde strømme. Livet er en strid, politikerne vil magt og krig, og 'Alla Vill Till Himmelen', som han også sang med sit tidligere band Imperiet for tyve år siden. Joakim Thåström nyfortolker den med et udtryk, der ikke har tabt en gnist af hverken relevans eller engagement i de foregående 25 år. Væsentlighed og inspireret indlevelse hænger sammen hele tiden, mens han er i teltet. Og i aften er han overraskende nok kommet for at synge sange fra en stor del af den lange karriere i stedet for blot at fokusere på sine seneste soloudgivelser, som han ofte har gjort det. Fabulerende Akkompagneret af sin egen akustiske guitar og et diskret følgende band synger han Vesterbroportrættet 'Søndre Boulevard' og andre dæmpede numre fra det nyeste, personlige album 'Skeboksvarn. 209'. Ældre sange fra årene som solist ledsages af bl.a. det markante, fabulerende, melodiske klaver, som er kendetegnende for den højloftede og viseblandede svenske rocktradition. Og andre numre er et genhør med Imperiets Brecht-inspirerede, evolutionære og revolutionære rockfortællinger. De er blottede for forskønnende pompøsitet, men gennemruskede af eftertænksomhed og nødvendighed. Liv og død Man skal hen til en kompromisløst satsende skikkelse som Nick Cave for at finde nogen, der gør noget lignende med sine sange. Thåströms orkester følger ham og udfordrer ham konstant fra de forsigtigt håbefulde vers til et nummer som den trodsigt livsbekræftende 'Ingen sjungar blues som Jeffrey Lee Pierce', der er en hyldest til både den afdøde Gun Club-sanger og andre gode, glemte helte. Men det er manden i midten af scenen, der gør koncerten til noget særligt. Man kan se nervøsiteten og koncentrationen i fingrene, der hele tiden vibrerer som fuglevinger omkring mikrofonen eller bag hans ryg. Og man kan høre, at alt er på spil, men ingenting er til salg, når den ru stemme i en gammel, men aktuel sang om krig pludselig rejser sig fra hvisken til råb som en fortvivlet baskende ravn. Thåström er den fortabte soldat. Hos ham er der liv og død på spil i rockmusikken.