'Stå alldrig still’ er titlen på en ny bog om Joakim Thåström, og konstant i bevægelse både som sangskriver og scenekunstner må man sige, at han er.
Når hænderne ikke angreb mikrofonen eller spillede på en akustisk guitar i et velbesøgt Vega torsdag aften, flagrede fingrene febrilsk i luften som understregning af hans urolige og utrolige energi.
Fra den tungt spillede begyndelse på koncerten til mere dæmpede sange optrådte den lille kasketklædte mand med stor intensitet.
Sådan plejer det også at være med ham Thåström: Han går ikke halvhjertet til koncerterne, og voldsom scenisk karisma har han haft siden dengang i 1970’erne og 1980’erne, da han var en del af henholdsvis Ebba Grön og Imperiet.
Trods hovedpersonens ihærdighed var der dog enkelte øjeblikke midtvejs i koncerten, hvor musikernes opbygning af et par af sangene var lige lovlig tålmodig. Ikke at det generede Thåströms faste publikum, hvoraf en pæn del i Vega var taget over Sundet for at opleve ham og kunne hans tekster udenad.
Sjæleblues og anarki
Hjemme i Sverige er han et ikon på grund af sine punkdage med Ebba Grön, rockperioden i Imperiet og især de seneste års solokarriere med udgivelser som ’Skebokvarnsv. 209’ og ’Kärlek är för dom’.
De ret forskellige epoker er dokumenteret på hele tre bokssæt, og noget af det fantastiske ved denne her kunstners udvikling er, at han synes at blive bedre og bedre som sangskriver.
LÆS ANMELDELSE
Den nødvendige enmandshærVist var det godt at genhøre Imperiets underhundsbrøl ’Du ska va president’, men det var mindst lige så fint at opleve den anden og mere blidt fortællende ende af Thåströms stemningsskala i nyere sange som ’Kort biografi med litet testamente’ og ’Fanfanfan’.
’Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce’ hedder en anden af Thåströms kendte sange, som vakte jubel og blev sunget igennem af dette rustne damplokomotiv af en røst. Og sjæleblues er der i Joakim Thåströms univers, men der er også anarki og længsel efter forsoning med sig selv.
Dæmonisk raseri
’Sönder Boulevard’ er hans sang til det Vesterbro, der var hans hjem i nogle år, inden han flyttede tilbage til Stockholm. »När jag kom til Vesterbro, var det som att hitta hem«, sang han nu i Vega efter indledningsvis selvironisk at have kaldt sig selv for »opportunist«, fordi det naturligvis var en publikumssejr på forhånd at spille netop det nummer lige her.
Men det var nu uden distance, at også den ballade blev fremført af en rockens partisan og hans band, der kan spille både smukt og vildt.
Det sidste skete, da Thåström efter at have introduceret C.V. Jørgensens ’Indian Summer’ som sin »manddomsprøve« fortolkede den med et dæmonisk raseri, så man kunne føle sig både flået og rørt.
Også en version af Mikael Wiehes ’Keops pyramid’ blev spillet med dramatisk indlevelse, inden den 52-årige kunstner igen vendte tilbage til sine egne sange og med temperamentsfuld spændvidde i udtrykket nærmede sig det sidste, tyste ekstra.
fortsæt med at læse
