Når svenske Joakim Thåström tager til Berlin for at indspille sit niende soloalbum, er det ikke for at gå i David Bowies og Iggy Pops fodspor gennem det navnkundige Hansa Tonstudio i Kreuzberg.
Det er for at besøge sig selv som ung – og sin gamle kærlighed.
Måske en sidste gang, får man lyst til at tilføje i lyset af den forrevne stemning af opbrud, der lurer rundt om de elskende på ’Den Morronen’.
Tiltagende mørke
I slutningen af 1970’erne stod Thåström i spidsen for punkbandet Ebba Grön, siden fik den egenrådige stockholmer et gennembrud med det postpunkede Imperiet i 1980’erne.
Han var kæreste med den svenske skuespiller og kunstner Amanda Ooms dengang. Efter et par årtier hver for sig fandt de sammen igen for nogle år siden.
Det er nogle af hendes berlinerfotografier af den nu 57-årige Thåström, der findes i bookletten, og på den tordenrumlende åbning, ’Gräsfläckar’, synger han om hende, da de mødtes igen – i Berlin:
»Du var som sol/ Vi pratade om den svarta hat/ som du tappat/ Den som bara blåste bort å forsvann/ Jag tog bilder på dig på U-Bahn/ Jag tror du tog en på mig«.
Anmelder overgiver sig til tosset svensk fuglemandMellem metalskrot og dommedagsakkorder, der passende har sin postindustrielle grundtone tilfælles med berlinerbandet Einstürzende Neubautens aristokratiske støjudladninger, fortsætter den svenske rockpoet på ’Ner Mot Terminalen’:
»Kyss mig så att nånting kan bli Gud igen«.
Midt i det tiltagende mørke tænder Thåström et genstridigt blafrende lys.
Poetisk gnavpot
Med 2005-albummet ’Skebokvarnsv. 209’ åbnede Thåström sine sange op med selvbiografisk stof og flyttede sangskrivningen ind i en akustisk visetradition.
Her ti år senere er udgangspunktet stadig Thåström selv, men lyden er denne gang fuld af noget af den brutalitet og voldsomhed, han havde forladt. Måske i Berlin.
Det var allerede på vej med det forrige album, ’Beväpna dig med vingar’, men denne gang har albummets tekstur ligesom det sort-hvide cover fået en overhaling med en stålbørste.
Guitaren summer dramatisk hårdt i forgrunden, trommerne ruller i retning af helvede, og der er nødstedte synthsignaler et sted i lydbilledet. De ni sange på ’Den Morronen’ er salmer banket frem i efterladte fabrikshaller.
De har operaens styrke, og deres stormløb mod trommehinden skal ske med fuld styrke.
Melodierne er til gengæld næsten visket bort, kogt ned til bluesens gentagelser. Tilbage står recitationen. På den måde skriver ’Den Morronen’ sig ind samme tradition som Bob Dylan, Lou Reed og andre poetiske gnavpotter.
Længes væk
Dommen kunne let være hård over den vrisne og verdensfjerne mand, hvis ikke det var for Thåströms jernvilje til at stride sig videre og holde kontrasterne skarpe.
Thåström længes ikke bagud til en svunden tid, han besøger den for komme videre. Thåström længes bare væk.
Restauranterne sætter stolene op, og barerne lukker, men Thåström drømmer om sommeren og »doften af asfalt i ditt hår«, mens han går hjemad. Og han vil have hende med, synger han på den sortrandede gospel ’Kom med mig’.
Vesterbros fortabte svensker vendte hjemKærligheden har en spirituel karakter her, og på vej gennem storbyen åbner en epifani natten som en sang, sunget af sindssyge sømænd:
»Deres röster blandas så vackert/ med bilarnas langsamma gråt/ Deras röster blandes så vackert/ Hallelujah sjöng dem«.
Man kunne let tro, at det var en af Thåströms egne hymner, de sømænd sang. Opløftende, som de er i sammenstødet mellem det grimme og det skønne.
fortsæt med at læse
