Det er kun kort tid siden, at tv-seerne kunne glæde sig over pianisten Niels Lan Dokys dejlige film 'Between A Smile And A Tear', der blev optaget for to år siden under Copenhagen Jazz Festival, hvor musikken for to aftener igen indtog det hedengangne Jazzhus Montmartres lokaler i Store Regnegade. Man kunne godt have ønsket sig, at noget af den intimitet, der kendetegnede det musikalske samvær musikerne imellem i filmen, også havde gjort sig stærkere gældende i Tivolis Koncertsal, hvor Lisa Nilsson og Doky i selskab med violinisten Didier Lockwood, der ligeledes medvirkede i filmen, samt en fransk bassist og trommeslageren Alex Riel, havde scenen for sig selv under koncertens første afdeling. For endnu en gang skulle det vise sig, hvor problematisk akustikken i salen fungerer, når der anvendes forstærkning. Er det virkelig så umuligt at bevare et flygels naturlige klang under disse forhold? Igen skulle vi affinde os med, at instrumentet klang grimt og metallisk, og at lyden svømmede totalt ud, så snart der blev spillet kraftigt. I Kosmas 'Autumn Leaves', hvor heller ikke Riel holdt sig tilbage, koksede det fuldstændigt sammen, for blot at nævne ét eksempel. Det var synd for musikken, for i grunden blev der jo både sunget og spillet aldeles fortræffeligt. En duet med Nilsson og bassisten, Jobims 'Wave', lykkedes glimrende, idet sidstnævnte imponerede ganske overordentligt med sit virtuose, men på intet tidspunkt overlæssede spil. Og hvis man kunne være i tvivl om, hvorvidt Nilsson var i besiddelse af en ægte jazzfornemmelse, så blev den ryddet af vejen i numre som 'You Don't Know What Love Is' og et par af Dokys velskabte temaer fra filmen. Men allersmukkest i denne afdeling fremtrådte Nilssons sang i 'The Shadow Of Your Smile', hvor også akkompagnementet var så diskret, at alle nuancer i hendes stemme kunne folde sig frit ud. Det var dog efter pausen, at Nilsson - nu også med Tivolis Symfoniorkester bag sig - var helt på hjemmebane. Hvor er det svenske sprog dog et vidunderligt sprog at synge på! Og ikke mindst når det er Nilsson, der gør det i egne sange som 'Var det du' og 'Säg det igen'. Sange, der virkelig kræver en helt uforstilt indlevelse, for at de ikke skal lyde banale. Og det var netop, hvad Nilsson formåede, i 'Säg det igen' indrammet af Joakim Milders fremragende arrangement for strygerne. Til gengæld meldte problemerne sig, når også blæserne satte ind, som man bl.a. senere kunne høre det i en udgave af 'Don't Rain On My Parade', der dog ikke desto mindre røbede, at Nilsson ligeledes har potentialet til at agere som musicalstjerne. Også 'Here's To Life' bød på stor sangkunst. Til gengæld var Dokys 'Jordsuite' et mere besynderligt indslag. Indledt af computerstyrede 'jordlyde fra Marokko' (en aprilsnar i juli?), der førte videre til en czardas med Lockwood som en lysteligt omvandrede sigøjnerprimas i salen. Efter en Stevie Wonder-sang blev det til endnu to ekstranumre. Først 'Unforgettable' med en fremragende solo af Lockwood og til slut Nilssons store hit 'En kort, en lång', der satte det endelige punktum for en i alle henseender varm aften.